Det kan være, der er nogle, der har mødt labradoren Jonas, der kunne stå på mål og optrådte med det?
Diki hilser på mange hunde, når vi går, og i dag hilste han på en dejlig rolig 5-årig labrador tæve, hvis ejer trak over fodgængerfeltet med sin cykel + hund, lige som vi skulle modsat. Han spurgte, om Diki var bange for den store hund? – nej, det er han ikke, bare de store hunde ikke er for voldsomme, for så trækker han sig.
Vi fik en lille hyggelig snak om hunde, han havde haft 4 før denne og altid labradorer. En af dem havde været landskendt, sagde han, fordi han havde lært den at stå på mål. Og den var ellers nær ved at blive aflivet, fordi den var bidsk overfor sin ejer, en ung mand, som han var i familie med (og som slog den!), som han overtog den fra, da hans daværende hund lige var død. Han havde ingen problemer med “Jonas”, som den hed, og bl.a. lærte han den altså at stå på mål, og det optrådte de med over hele landet i nogle år, indtil den blev gammel. Så ville han lære en af Jonas’s hvalpe op, men Jonas blev jaloux, så i starten stod den unge hund bag ved Jonas og fangede de bolde, som Jonas ikke tog! Faktisk tjente han mange penge til sin ejer med det nummer!
Denne her tæve kunne også, sagde han, men som han sagde: nu var ejeren blevet for gammel til at rejse rundt.
Dejlig historie om en hund, der var dømt til aflivning og så blev berømt!
Jeg elsker hundehistorier. Vores labrador retriever Holger var faktisk reserveret overfor “små hunde” idet de løb og hoppede så hurtigt rundt om ham og ind under ham, og det gjorde ham usikker, jeg kunne se på ham at han sagde: Kan vi godt gå videre nu”. Han var god som dagen var lang. Hvis han gøede spidsede vi i den grad øren, for det var sjældent. Holger var vores 4. hund, og det specielle var, at vores børnebørn blev født i hans første leveår. Han var en fantastisk familiehund og samtidig lærte vi børnebørnene hvordan man respekterer en hund, de var rigtig gode til at Holger var også et “menneske”. Jeg kunne skrive en bog om deres lege. Det mest irriterende var når børnebørnene skulle lege skjul, for Holger røbede jo altid hvor de gemte sig. Han var en fantastisk cirkushund, og så spiste han de madder de ikke kunne li. Når de skulle i seng lagde han sig yderst i rækken på træk ud sengen, og Iiiih hvor blev de sure, når han lagde sig på deres dyne og “lånte” deres sovedyr. Vi bor ved siden af en skole, og han løb over i skolegården til børnene hvis han så sit snit til det. Jeg kunne også skrive en bog om hans eskapader. FIND HOLGER
Tak for din historie om Holger, Gitte! Jeg har oplevet noget af det samme med vore schæferhunde (2 stk. efter hinanden), som også voksede op med vores børnebørn. Det er så dejligt, når børn og hunde kender og respekterer hinanden!
Gitte, så vidt jeg mindes, har du ikke fulgt min blog så længe, så du har set denne fantastiske video, som mit barnebarn Christina, dengang 11 år gammel, lavede den dag, den sidste schæferhund “Whisky” gik over regnbuen, prøv at se: http://www.syenlap.dk/?p=14937