Det går meget bedre i dag med Søren, pillerne mod kvalme hjælper, og han får også lidt mere mod smerterne, så i dag er han meget kvikkere – jeg ser det mest i øjnene og ansigtsudtrykket, men han interesserer sig også mere for omgivelserne i dag.

Så han har overbevist mig om, at jeg godt kan tage til familie-påskefrokost hos min niece i København i morgen sammen med alle vore børn og børnebørn. Jeg har hele tiden været klar over, at det var vigtigt for Søren, at jeg tager imod invitationen, men selvfølgelig har jeg haft betænkeligheder.

Men hjemmesygeplersken har lovet at kigge ind et par gange og hjælpe med medicinen, jeg sætter nem mad til ham, og ikke mindst vigtigt: Whisky kommer i pension, for ham kan han ikke magte at gå tur med. Og så er der jo påskerabat hos DSB, så jeg tager toget og rejser hjem igen om aftenen sammen med datterens familie, endnu billigere end pensionistpris!

Så jeg tager strikketøjet med i toget, det kan godt blive til nogle borter på det nye hønsestriktæppe.

Det er tid nu lige præcis til påske, hvor alle vores tusindvis af påskeliljer er sprunget ud. Prøv at se på begge sider af hækken ud mod haven, hvor de står tæt. Det er selvfølgelig mod nord, at de ikke er sprunget ud endnu, men det varer ikke længe.

Det piner Søren, at han ikke kan komme i haven og pusle om alt det, han har plantet i de snart 30 år, vi har boet her. Han har sådan en flot have – jeg siger: HAN har, for det har altid været hans have, og han har altid gjort meget ud af den.

Kugleauriklerne

Perlehyacintherne

Scillaerne, som breder sig mellem de afblomstrede erantis og endda forvilder sig ind mellem hindbærbuskene:

Heldigvis er meget af det plantet sådan, at det kan passe sig selv meget af tiden, og så har Søren én, der kommer og hjælper ham indimellem. Så det gror nok ikke helt til!