Det var kun en enkelt dag, Diki var “lidt stille og flov” denne gang, efter at han blev klippet i forgårs.
Han er helt på toppen igen, leger og driller – og sørme: stiller op til fotografering, der ellers ikke har hans interesse! Han er ikke opdraget til at posere, idet jeg ikke udstiller ham.
Jeg fortæller ham hele tiden, hvor “fiiin” han er, og han vil jo rigtig gerne kæles for.
De andre gange, han er blevet klippet, har han hele tiden sat sig på numsen, også når vi går tur, formentlig fordi han frøs i den kortklippede numse.
Denne gang har Christina, som klipper ham, undladt at klippe ham så kort bag i, og det har betydet, at han slet ikke har den adfærd.
Han viser ikke ubehag ved sit “nye” look, det er dejligt!
Det lidt strittende overskæg vil lægge sig i løbet af kort tid, og han har bibeholdt den lange, flotte hale og længden på ørerne – efter ønske. Man skal gerne kunne se racen, selv om han er korthåret. Og nu har vi aftalt, at det er praktisk med klipning ca. hver 4. mdr., så kan jeg klare at holde pelsen. Jeg fik faktisk ros af Christina denne gang! Hun synes, jeg har holdt pelsen fint siden sidste klipning i juli. Dejligt!
Han er jo min skat og gode kammerat, så han skal have det godt!
Hej Hanne Altså hvis man må være forelsket i en hund, så er jeg det både i din og min firbenede. Diki er så dejlig og har sådan nogle rare øjne. Han har den bedste “mor” der findes. Knus til dig og Diki .
Tak Anne-Marie! Jo jeg mener også godt, man kan være forelsket i en hund – det er jeg 😉