Meget smukt puttetæppe

1511 birthe jespersen og lailaJeg har i al beskedenhed syet lukkekant på dette puttetæppe i dag, og mens jeg syede, blev jeg så glad for de smukke farver i tæppet!

Det er tæppetante Birthe Jespersen, der har syet tæppet, og Laila Brøgger, der har quiltet det. Og det er ikke nemt at vise de meget smukke farver på et billede, men jeg beundrer Birthes sans for at bruge mange forskellige reste-stoffer i et tæppe på en måde, så det kommer til at se meget harmonisk ud!

1511 birthe jespersen og laila detailHer er et nærbillede, der kan man også bedre se den fine quiltning.

Tæppet var faktisk noget større fra Birthes hånd, men jeg fik hendes tilladelse til at skære noget af kanten, så det blev lidt mindre. Det er lidt et problem, hvis tæpperne bliver meget store eller meget små, for så er der for stor forskel på de tæpper, vi giver de enkelte børn.

Det er et flot tæppe!

Igen i dag blev jeg mødt af en bemærkning om, at ikke alle børn, der er på julemærkehjem, modtager sådan et tæppe som gave!

Jo, det gør de – nu – og det har de gjort i ca 1 år nu. Men det er rigtig, at fra 1997 til 2014 blev der simpelthen ikke syet så mange tæpper – og i de første 8 – 9 år var det udelukkende børn på det mindste julemærkehjem, og ikke børnene på de 3 større hjem, der fik den flotte gave, sådan et tæppe er.

Så vi er meget stolte og glade over, at det nu lykkes for os i Projekt Puttetæpper at give hvert eneste af de ca 750 børn, der årligt har ophold på et julemærkehjem, et tæppe i gave.

Og hvor meget det betyder, at det er dem alle, fremgår af den lidt negative bemærkning: “Jamen mit barnebarn/nevø/niece, som har været på julemærkehjem, har ikke fået et!”

Det viser sig så altid, at det var før 2014. Alligevel bliver jeg lidt ked af bemærkningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *