Jeg tror, jeg har hørt, at når man har mareridt (og kan huske indholdet) skal man fortælle om det. Jeg tror, det passer for mit vedkommende, for jeg kan mærke, at jeg skal af med det!

Jeg drømmer altid meget, og som regel kan jeg ikke huske ret meget af det næste morgen.

Men jeg har af og til en slags mareridt, som sidder i kroppen længe. Det havde jeg i morges imellem kl 4 og 7, og jeg var helt tung i hovedet og ked af det, da jeg vågnede.

Meget ofte er jeg i sådan et mareridt, som er meget livagtigt, stresset og skal nå et eller andet, som jeg forgæves prøver at indhente! Altid noget vrøvl, som dog indeholder kendte personer og begivenheder, som på en måde er genkendelige, men urealistiske.

I morges var det meget forvirret og indeholdt personer, meget fortrolige for mig. Søren var med, og vore gamle naboer var der, plus en hel masse andre, ganske ukendte kvinder. Jeg kan simpelthen stadig mærke, hvordan jeg løb rundt imellem dem, bl.a. i naboens hus, hvor der var et helt uendeligt antal soveværelser, hvor det var meningen, at jeg skulle sove i et af dem, men der lå mennesker (kvinder) i alle sengene!

Jeg vidste, at jeg kom for sent på arbejde og jamrede over det, men jeg skulle både finde den seng, og jeg skulle have mad med – og pludselig gik det op for mig – med skræk ! – at jeg heller ikke havde fået morgenmad.

Nabokonen var der, og hun skulle flytte – men hun stod helt alene med det, for manden var rejst på ferie i Japan! (Han rejste ellers aldrig!)

Der var meget mere, men det underlige er, at både naboens mand og Søren jo er døde for flere år siden!

Jeg tror, det kan hænge sammen med, at det i dag er 6 år siden, Søren døde. Og denne uge i 2015 falder ugedagene på samme datoer som i 2009, så hele ugen siden mandag har jeg “levet i 2009”, dag for dag. Sørens sygdom kulminerede i den uge: tirsdag var jeg kaldt til lægesamtale på sygehuset, hvor Søren var indlagt i 14 dage, hvor vi fik at vide, at de ikke kunne gøre mere.
Senere samme dag var han tæt på at dø (han sagde selv næste dag til yngstesønnen, at han døde kl 3 om natten), og det var tydeligt, at det var tæt på. Derfor insisterede jeg på, at han skulle hjem, efter at jeg havde sovet der om natten, hvor vi ikke vidste, om han vågnede igen.
Ambulanceturen hjem onsdag, al den hjælp, vi fik fra alle sider derhjemme, hundens rørende velkomst til Søren, familien, der kom og sagde farvel – også nabokonen  –  i de knap 2 døgn, før hans lunger og hjerte stoppede fredag = i dag for 6 år siden – alt det gennemlever jeg i disse dage.

Jeg ved ikke, hvad det er, jeg “skal nå” som i drømmen, for alt gik dengang meget stille og roligt, og jeg er kommet rigtig godt igennem, både dengang og indtil nu. Men underbevidstheden kan man ikke styre!