..for en lille hund, der er alene hjemme – men det er sjældent, og synd for ham, når det sker!

Det var ikke så sjovt at komme hjem til en umiskendelig lugt i går – og min næse er meget fintmærkende, så jeg var klar over det i samme øjeblik, jeg lukkede døren op: Diki havde haft dårlig mave og havde i sin nød både klattet på gulvet og kaste slim op.

Det er utroligt synd for ham, for han kunne jo ikke sige til for at komme ud, når jeg ikke var der!

Så det var gummihandsker og i gang med rengøring, så snart jeg havde smidt jakken og lukket ham ud i haven.

Det er ganske få gange, det er sket for ham i de 3½ år, han har boet hos mig. Han er meget regelmæssig og aldrig syg, og han er fantastisk god til at være alene hjemme – altid overstrømmende og kærligt glad, når jeg kommer hjem, og jeg har aldrig fornemmelse af, at han synes, jeg skulle blive hjemme!

Vi mødte i går på morgenturen en af vore venner, en lille charmerende, sort Pekingeser med en normalt stor flot pels. Han havde til min undren fået frakke på, men det fik jeg forklaringen på: han har fået stafylikokker, og dyrlægen har barberet ham ned hen over ryggen og oven på hovedet. Forklaringe skulle være, at hans har så kraftig underpels, at hans hud ikke kan få luft? Jeg har aldrig hørt det før. Men nu er han på penicellinkur, og så skal han klippes fremover. Jeg ser jo mange langhårede hunde = Dikis racefæller, og det har jeg ikke hørt før, så jeg synes, det lyder underligt. Han er ellers meget velplejet og tilsyneladende fint børstet.