Aften hygge: vi deler lige ….

..en gulerod!

diki spiser gulerod

Diki og jeg hygger om aftenen. Når jeg sætter mig lænestolen for at se TV, strikke, drikke te osv, kommer han altid med et stykke legetøj, som jeg skal kaste, så han kan bringe det tilbage, så jeg kan kaste….. osv! På et tidspunkt skal han også ud i haven, og det næstsidste ritual er, at han står og piber ganske svagt foran soveværelsedøren – så skal jeg hente hans seng ind i stuen! Han kan så finde på at tage en ordentlig slåskamp med sengen! Eller han kan ignorere den (nu har jeg hentet den!) og lægge sig i sofaen.

Men han kan også godt hoppe op på min fodskammel for at blive kælet for, og hvis jeg spiser et eller andet, håber han at få del i det. Han tigger ellers aldrig ved bordet, men i denne situation ved han, at han kan få lov at få lidt af en mandarin f.eks. Eller som i aften, hvor jeg spiste en gulerod. Han elsker gulerødder og får af og til ½ gulerod at gnave i sig. Og det allerbedste er, hvis han få bidder af min gulerod!

Det sidste ritual er, at jeg trækker hans seng ind i soveværelset, når jeg selv er på vej i seng – med eller uden Diki i ! Så ligger han bare søvndrukken og kigger op til mig og lader sig transportere!

Vi kender hinanden, og vi læser hinanden! Og jeg ved godt, at han ved, at han kan dirigere med mig på denne måde. Men så nem og fordringsløs som han ellers er, så er det en acceptabel måde at hygge sig på – og at konstatere, at vi kommunikerer!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *