I løbet af få dage har Søren fået svært ved at bevæge sig uden stærke smerter. Det sidder i alle hans knogler, mest i ryggen. De søde hjemmesygeplersker og jeg blev enige om, at tiden var kommet til at foreslå en plejeseng, og Søren var meget enig. Det ville være uendeligt meget nemmere for ham og også for os, der hjælper ham. Vores seng er alt for lav, og der er heller ikke meget plads ved siden af den. Vi kunne også sagtens blive enige om, at den stod bedst i stuen ovenpå, hvor han har mest ro. Så den blev bestilt i går, men af uransagelige årsager kunne den kun blive kørt ud til os i går eftermiddags lige som jeg stod på vej ud af døren, og ellers ikke før på mandag. Sengen og andre hjælpemidler står i et depot på et plejehjem her i byen, men det er folk fra Horsens kommune, der skal transportere dem! – altså køre fra Horsens til Brædstrup for at køre den 500 meter hjem til os!

Jeg kunne ikke bære at se hans pinsler, så jeg spurgte, om vi selv kunne hente sengen? Jo, det kunne vi sådan set godt, men den er jo tung og besværlig. Så er det jo godt, vi har en praktisk søn, som har transporteret mange forskellige ting, også indenfor en anden kommunes område. Samt hjælpsomme naboer, som gerne vil hjælpe, bare vi ber om det, men ikke vil trænge sig på – en vigtig ingrediens i et godt naboskab!

Så sønnen og naboen hentede grejet ved hjælp af naboens store trailer, sønnen vidste hvordan sengen kunne skilles ad for at kunne komme op ad trappen, og nabokonerne, svigerdatter og børnebørn hjalp til med at bære. Hjemmeplejens aftenvagt kom ilende og hjalp med at samle alle delene, sætte madrassen til “hævning” og demonstrere de forskellige tekniske funktioner.

Og Sørens lettelse ved at komme op i den højere seng med en bøjle/galge at trække sig op i, et hovedgærde, der kan hjælpe ham op eller ned, et behageligt leje, sengebord og luft omkring sig, var det hele værd!