Fodspor i sneen

Nej, det handler ikke om fodspor i den sne, der nu ligger fin og hvid i et forholdsvis tyndt lag her omkring – men bogen “Fodspor i sneen” af David Howarth. En gammel, næsten laset, lille paperback, som en bekendt vist har fundet på genbrug og har givet mig.

Jeg kan næsten ikke slippe den!

Den handler kort fortalt om den gruppe fangstmænd i Østgrønland, som senere – og den dag i dag – er kendt som “Sirius-patruljen”.

Der fortælles i bogen om begivenheder, der foregik i det nordligste Østgrønland i 1943, hvor en gruppe mænd kom til at beskytte Grønland mod invasion af nazisterne under ekstremt vanskelige forhold.

Det ligner en krimi – forskellen er bare, at det var virkelige begivenheder! Og at det var virkelige, meget, meget modige mænd, der på helt ulige vilkår tog kampen op på Danmarks og Amerikas vegne.

Den var “langsom” at komme i gang med at læse – men nu er den så spændende, at den fylder mit hoved! Den er så godt skrevet, at når man kender grønlandske forhold, kan man følge fangstmændene – og tyskerne – skridt for skridt, og man lever med i de enormt primitive forhold, de lever under – og kæmper på trods af!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *