Vi havde en god weekend, hvor Søren var glad for at vores børn kom hjem. Han havde det lidt bedre søndag og nød at snakke med børn/svigerbørn enkeltvis. Han gav hver af dem en personlig ting, som han havde tænkt over og snakket med mig om, men jeg er sikker på, at det betyder meget for børnene, at de fik den af ham personligt.

Da de var taget af sted, havde han det så godt, at han ville se TV, det har ellers ikke interesseret ham, så det var næsten som en alm. aften med TV kørende for høj lydstyrke!

En af sønnerne kom med en god idé til signalgivning. Vi har ellers haft den aftale, at han skulle banke i gulvet med en stok, hvis han skulle have hjælp. Men nu fik vi en af naboerne, der arbejder i et trælastfirma, til at købe en trådløs døralarm med hjem. Så nu har Søren ringeknappen liggende på sengebordet, og jeg tager ringeapparatet med mig rundt i huset, så han kan ringe efter mig – også om natten, hvor jeg havde svært ved at høre, når han kaldte.

I dag er han træt. Og jeg savner min hund! Den er i pension, fordi Søren har svært ved at holde dens gøen ud, når der kommer så mange mennesker hele tiden, vagtlæger, sygeplejersker, naboer, familien. Jeg ved godt, at den har det godt i pensionen, jeg trøster mig med, at der var den jo også, da vi var 12 dage i Norge sidste år, men jeg savner at klø den bag øret, snakke med den, gå tur med den. I weekenden fik den selskab, for søn og svigerdatter fra København satte deres dejlig rottweiler af derude på vej hertil. De er gode ved ham og synes, han er en dejlig hund, men han er ikke her!

Nu er vores havemand kommet, han har lovet at holde Sørens flotte have ved lige. Så jeg vil se, om jeg kan få lidt ro på mig og quilte lidt.