Vi har i formiddag haft besøg af en læge og en sygeplejerske fra “Det palliative team” fra Vejle sygehus, og hold da op, hvor har det været en postitiv oplevelse!
Vi vidste godt, at de er specialister i at hjælpe uhelbredeligt syge til at få en bedre behandling og dermed en bedre livskvalitet, og det tror jeg på, at de kan hjælpe Søren med, efter de timer, de var her sammen med den hjemmesygeplejerske, som kommer her mest.
De kom omkring rigtig mange ting i forhold til sygdomsforløbet og alt muligt andet i vores forhold, liv, børn. Og de stillede specielt spørgsmål ved, hvorfor det roligt fremadskridende sygdomsforløb, Søren har haft siden sommeren 2008, pludselig tog sådan et dyk, som også sygeplejersken kunne beskrive.
De vil nu lægge den medicinske behandling noget om, så Søren ikke får så meget morfin, men andre ting, som de har gode erfaringer med. Der er flere slags medicin, som skal erstattes af andre medikamenter, så nogle bivirkninger undgås, der skal tages nogle blodprøver og laves nogle analyser på forskellige ting, og de fortalte også om resultatet af den scanning, Søren har fået for knap 14 dage siden, som viser, at den strålebehandling, som han er indkaldt til om 14 dage, vil kunne hjælpe ham meget og måske helt tage hans smerter.
Det blev også slået fast, at han kan få liggende transport til de forskellige behandlinger, en af mine bekymringer, for jeg kunne ikke forestille mig, hvordan han kunne holde til at sidde i en bil.
Endelig bliver der en “åben indlæggelse” på Horsens Sygehus til, hvis det bliver nødvendigt i forbindelse med kortere undersøgelser, eller i akut tilfælde. Der havde vores læge ellers fået oplyst, at det kun kunne blive på Randers Sygehus, han kunne få “åben indlæggelse”, hvilket var fuldstændig uacceptabelt i både mine øjne og hjemmesygeplejerskens, der er dælme langt til Randers! Jeg kunne forstå, at det er et tilbagevendende (og uforståeligt) problem i Region Midt, men at netop Det palliative team har været helt til tops i systemet og fået slået fast, at det kan være P6 i Horsens.
Så humøret er rigtig godt i det lille hjem! Og nu har vi de 2 fagpersoner som faste kontakter udover hjemmesygeplejersken og vores egen læge, de følger op på det med jævnlige telefoniske samtaler og besøg, så vi føler os i gode hænder. Der var også tid til at spørge til mig og hvordan jeg har det og klarer det, det er jo dejligt.
Og sidst på eftermiddagen henter jeg Whisky hjem, så må vi se, hvordan det går med at vænne sig til, at der kommer nogle fremmede mennesker her i huset. Han skal jo bare lære dem at kende og helst lære at styre sin begejstring!
Kære Hanne.
Det lyder rigtig godt at i er i gode hænder. Jeg har hørt så meget godt om dette team, så jeg ønsker jer alt godt.
Kærlig hilsen fra Laila
Kære Hanne og Søren.
Jeg blev så glad, da jeg læste det her!!
Tænk, at der er noget i systemet, der virker efter hensigten!
Og hvor dog dejligt, at de tog så godt hånd om Jer begge to – for det er vigtigt, at du også husker på dig selv Hanne. Det er bestemt også en hård tid for dig.
Jeg ved jo selv, at det sommetider er lettest at være patienten.
Vi skal jo bare koncentrere os om at være syge!:-)
Så tager alle de andre sig sikkert af alt det andet!
Held og lykke med strålebehandlingen – jeg håber, at det tager alle smerterne, så I kan få lidt ro.
Kærlig hilsen Marianne
Hvor er det dejligt at høre. Jeg har gået og tænkt på hvad dette besøg ville ende ud med og det her lyder rigtig godt. Det er bare så vigtigt for Jer begge, at I, som tingene er, kan føle jer trykke og i gode hænder i systemet. Dejligt med Whisky hjemme – så er I to der er glade kan jeg forestille mig!
Hej Hanne og Søren
Hvor er jeg glad på Jeres vegne, det lyder jo godt, og ikke kun for Søren, men så sandelig også for dig. Det er skønt med den hjælp i baghånden, så held og lykke fremover. Hilse Søren.
Knus fra mig, Inge
Kære begge to.
Jeg har tænkt meget på jer, og den svære tid i er midt i. Jeg bliver helt glad af at læse om de nye tiltag, for en bedre hverdag for dig og Søren. Og du har helt ret, Randers, det er nu et stykke vej væk fra jer.
Mange varme hilsner og tanker
Lene
Tak for jeres søde hilsner og tanker! Det er en følelse af lettelse, jeg har lige nu. Jeg ved godt, at Søren ikke bliver rask, men hvis bare han kan have det bedre end i sidste uge, så er det godt!
Og ja, Inge, Whisky er også glad, nu han er hjemme, han syntes godt nok, det var noget mærkeligt noget med den anderledes indretning af stuen, og den der nye dørklokke, der ringer, når Søren kalder på mig!
Ja men han lærer det nok hurtigt, at den lyd hører til.
Kære Hanne
Tak for et pragtfuldt indlæg. Så dejligt, folk med forstand på netop disse ting, kan støtte jer begge.
Kærligst
Anne
Kære Hanne.
Også jeg har tænkt meget på jer og på det besøg, I skulle have. Hvor lyder det hele positivt, selv om jeg godt ved, at Søren er meget syg. Men den rigtige og positive hjælp er meget vigtig. Godt, at de også spurgte til dig, Hanne.
Giv Søren en hilsen, Whisky et klap og et knus til dig selv fra Kirsten.
Tak for jeres hilsner og tanker! Det ser virkelig ud til, at der bliver fulgt op, for lægen fra teamet ringede i dag og tjekkede ud med mig, dels medicinændringerne, som han havde aftalt med vores egen læge, og som jeg administrerer, dels orientering om “kampen” om stamafdeling, altså hvor en åben indlæggelse kan foregå. Det er nemlig åbenbart en kamp HVER gang, men som han siger: den kamp er hans! og han tager den helt op på højeste plan! Det forekommer helt sinddsygt, at f.eks. en ganske kort indlæggelse til prøver el. undersøgelse, skal foregå i Randers! Bare fordi! Til gengæld er det nu på plads, at nogle vigtige blodprøver kan tages på vores eget lille sygehus, og hjemmeplejen arrangerer kørsel.
Åh vad skönt att höra att Sören och du kommer att få tillgång till så bra hjälp.Hoppas att allt går så bra som det kan.