Jeg kan jo godt mærke på mange ting, at jeg ikke er helt grøn og frisk mere, og jeg er specielt slem til at glemme nogle ting – det ved folk, der kender mig.

Men på nogle områder er hukommelsen helt intakt. F.eks. mht datoer.

17. marts (i dag) 1966 var dagen før en af de helt store milepæle for mig. Jeg havde termin for fødslen af mit første barn den 18. marts.

Tænk, jeg kan stadig huske, at det var en torsdag! Jeg har tjekket det – det rigtigt!

Jeg havde været til damefrokost hos Sørens chefs kone om tirsdag, og de andre “fruer”, som alle var ældre end mig og havde børn, syntes, det var utroligt sjovt, at den lille fru Schrøder på værtindens spørgsmål: “hvornår skal det være?”, frisk og frejdig svarede “på fredag”.

Jeg var til rutinemæssig jordemoder kontrol torsdag den 17., og jordemoderen sagde: “- nej, det bliver ikke i morgen, der går mindst 1 uge”

Det tog jeg meget roligt, og Søren kunne godt tage i kortklubben som planlagt. Men kl 23 var der alligevel en lille bitte uro i kroppen, så jeg ringede til jordemoderen, som foreslog mig at komme ned på sygehuset. Så jeg ringede Søren hjem, og han kom nærmest flyvende – han var mere nervøs end jeg.

Jeg vil ikke påstå, at det var nemt, men det gik i hvert fald hurtigt, for 4 timer efter – den 18. marts – arriverede vores datter.

Tænk engang, at det er 50 år siden! Det er simpelthen ikke til at forstå.
En underlig tanke har meldt sig: da hun blev født, og mine forældre fik deres første barnebarn, var min Mor 50 år – og nu er det lille nor 50 år i morgen! Hun står ikke lige for at skulle være bedstemor, men hun har da heldigvis 2 store dejlige drenge med sin mand.

Og så er jeg da lidt glad for, at min hukommelse er god nok: det var en fredag, hun blev født – og chefens kone var passende imponeret, da hun kom på barselvisit på sygehuset og fortalte, at hendes mand var kommet tilbage, da han gik på arbejde fredag morgen, for at fortælle hvad der var sket, så det drilleri, hun havde instrueret ham i, kunne han godt spare.