Min svigersøn har været i Polen på en arbejdsopgave i forbindelse med en video, som han og en fotograf er ved at lave om en fransk/dansk jøde, der undslap Auschwitz i live som ganske ung. Hun har i de senere år holdt foredrag for unge mennesker, især gymnasieelever, i DK for at forhindre, at Holocoast bliver glemt.

I den forbindelse har de nu besøgt Auschwitz og har fået uvurderlig hjælp fra et yngre ægtepar, som er mine mangeårige spejdervenner. Karolina fik åbnet nogle døre for dem, som ellers var svære pga volsom aktivitet fra mange forskellige TV-hold og turister, der besøger den tidligere udryddelseslejr. Jeg har selv været der sammen med Tomek, den anden ½ af ægteparret, da han var ganske ung. Han havde aldrig været der selv, trods sin opvækst i en by få kilometer fra lejren. Og det var en meget stærk oplevelse for både ham og mig!
Dengang kunne man gå lige ind og gå rundt, som man ville, og man behøvede ikke guide. Mange ting er ændret siden dengang – ikke mindst pga terror-muligheden, som naturligvis er overhængende i et mindesmærke af den art.

Det havde været en stor oplevelse for de 2 danskere, som havde fået alle ønsker om at filme opfyldt, så de nu kan redigere og afslutte deres film, som skal bruges i undervisnings øjemed.

Og de havde haft nogle gode timer over et godt måltid mad sammen med Karolina og Tomek, mine gode venner siden først i ’90-erne. Vi har besøgt hinanden flere gange, vi har været i spejderlejr sammen både i Polen og DK, og Søren og jeg var med til deres bryllup i 1996, som de eneste ikke-familiemedlemmer og udlændinge, et festligt, stort bryllup over 2 dage, som vi aldrig har glemt.

Det var dejligt at høre om hans oplevelser og modtage kærlige hilsner og gaver. Karolina havde selv strikket en meget flot bademåtte i kabel-tykt bomuldsgarn, både til min datter (som også har besøgt dem sidst i ’90-erne) og mig.

Den er virkelig flot lavet! Og det er dejligt, at vi stadig har forbindelse med hinanden.