Det er vist det værste, man som hundeejer/-elsker kan komme ud for: Diki snuppede en pose med rottegift fra Rottemanden, som kom for at kontrollere fælderne og lægge ny gift i!
Han løb med den, og inden jeg fik fat i ham, havde han slugt hele posen! Jeg var ikke i tvivl om, at han havde spist den, for der sad turkisfarvet pasta i tænderne.
Rottemanden var selvfølgelig lige så forskrækket som jeg – det var jo også hans ansvar, at posen stod, så den var tilgængelig for hunden! Men det var også ham, der opdagede det, fordi han hørte raslen fra posen, da Diki tog den. Så vi kunne handle hurtigt.
Jeg kørte med det samme til dyrlægen, der har klinik på Bytorvet 5 min. herfra, og sagde, at det var akut og forklarede, hvad der var sket, så de tog ham hurtigt og gav ham først en sprøjte, så han kastede op.
Og der lå hele posen, næsten intakt! samt derefter hans morgenmad. Han kastede op et par gange mere, hvor der ikke var spor af det turkise stads. Så det er heldigvis begrænset, hvor meget han har fået ned. Tænderne blev også børstet for evt. rester.
Til sidst fik han en sprøjte med K-vitamin, som skal modvirke den blodfortyndende virkning af giften. Den gjorde ondt! Men det havde dyrlægen forberedt mig på. Ellers roste hun ham for at tage det pænt og være en rolig hund.
Han skal også have K-vitaminer i pilleform i 1 uge, og hvis der bliver noget foruroligende, skal jeg ringe.
Rottemanden troppede også op hos dyrlægen for at følge med, og han ringede til mig senere, for hans chef var ved at undersøge, om de kunne dække dyrlægeregningen. Jeg har Diki forsikret, og dyrlægen sagde, at det bliver dækket og gav mig en skadesanmeldelse med til at sende ind.
Det var godt, vi kom så hurtigt, sagde hun, men det var jo også, fordi vi blev klar over det med det samme.
Puh ha!!! Diki er meget træt nu og har sovet, siden, vi kom hjem, og jeg holder øje med ham. Han har lige været ude i haven for at besørge, og han har drukket vand.
Men Rottemanden og jeg har nok lært, at selv om han gerne vil snakke med Diki, skal Diki ikke med ud i haven, næste gang, han kommer her!
Sikken forskrækkelse, godt du handlede hurtigt. Godbedring.
Hej Hanne. Godt det gik godt. Med Diki . Det er noget stads det gift. Kh fra Laila
Tak! Det går godt nu, og han er frisk igen.
Jeg tårer i øjnene og “hul” i maven bare af at læse det.
Dejligt at det gik godt.