Puttetæppet har været lidt længe undervejs, fordi jeg har brugt det som demonstration, når jeg har holdt workshop for forskellige grupper, der gerne ville lære teknikken “Fix & færdig” / Quilt-as-you-go, hvor man quilter hver enkelt blok for sig med bagside og mellemfor, før alle blokke bliver samlet på én gang ved hjælp af smalle strimler, der lukker tæppet både for og bag.
Jeg er ikke helt tilfreds med nøjagtigheden, men jeg håber, at øvelse gør mester! Puttetæppet vil blive givet til et barn på ét af julemærkehjemmene.