Den er da blevet meget sød, den “Umulius” eller pusleklods, jeg har lavet som gave til en lille pige, der er blevet storesøster. Hun skal også have en lille ting, når hendes lillesøster skal have et “legetæppe”, som jeg altid laver til familiens babyer.
Jeg vil godt være ved, at den tager lang tid at lave. Skumgummiklodserne, der er fyld, måler 5 x 5 x 5 cm, og jeg beklæder papskabeloner med 6 forskellige stoffer, som sys på klodserne på en helt speciel måde, så de bliver forbundet med hinanden, men sådan, at man kan vende dem og få de 6 ens samlet. Mens jeg syr dem sammen, piller jeg pappet ud, så der bløde i de små hænder.
Det er længe siden, jeg har syet sådan en sidst, så jeg er ikke helt i øvelse!
Det siges, at den også kan bruges af voksne til at have i hænderne, når man skal gruble over et eller andet problem!