Det blomstrer

Haven er så fin lige nu. De første Rhododendron er for længst passé, de næste er ikke så kønne lige nu, og den gule Azalea er færdig, den har ellers stået så flot, men Rhododendron nr 3 og 4 er sprunget ud.

040616 haven 2

Og bag ved dem er der nogle smukke Iris, flere end jeg har haft før. Sart lyserøde Pelargonier plantede jeg i forgårs, og Hortensiaen fra sidste år har overvintret og kommer stærkt nu.

Den høje flotte, som jeg ikke kan huske, hvad hedder, som jeg fik til Mors dag, blomstrer meget flittigt…

040616 haven 1

..og den samme fandt jeg forleden i pink hos min kusines gartner-søn. Det var lidt sjovt, at min datter handlede der og syntes, der var noget bekendt ved ham og spurgte, om hans Far hed Gunnar? Han blev meget overrasket, men syntes, det var rigtig sjovt – måske mest fordi, det er første gang, nogen har sagt, at han ligner sin Far – han ligner så udpræget sin Mor. Men der er meget af hans Far i hans mimik og bevægelser.

Så jeg måtte selvfølgelig også ind og handle med ham – og udveksle nyt om familierne. Han og en kammerat har en 2-måneders lagerbutik med sommerblomster her i byen, som et forsøg, efter at han har solgt sit gartneri og gerne ville prøve noget nyt efter mange år i direktør-stolen.

050616 orkide

Så jeg fik da købt lidt til haven og fik en flot hvid orkidé foræret – af hans Fars avl, for 85-årige Gunnar dyrker stadig orkidéer! Det er sørme flot. Min kusine bor desværre på plejehjem efter en meget alvorlig hjerneblødning for 5 år siden, hvor hendes mand besøger hende hver dag. Men han har altid været en “hvirvelvind” af energi, så der sker stadig meget omkring ham.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *