Frustrationer!

Jeg glæder mig så meget til næste uge, hvor min søster, som bor på den anden side jorden i Østen, kommer på familiebesøg i 1 uge!

Vores fælles søster og jeg har arrangeret familie-træf næste weekend, og det bliver spændende. Hun har ikke set vores børnebørn – jo de 2 ældste, da de var 1½ år, og nu er de 19, og der er kommet flere til. Hun har ikke selv fået børn, men vi har altid haft god kontakt via mail, og hun følger også med i mit liv her på bloggen!

Hun blev som 13-årig opereret for en alvorlig øresygdom, så hun blev døv på det ene øre, og der gik mange år, før hun fik et høreapparat, så hun kunne høre på det øre også. Men det dur ikke mere, så nu vil hun gerne købe et nyt, mens hun er i DK, så jeg har siddet med tlf. de sidste dage og ringet til ørelæger og høreklinikker, for at hun kunne få en tid med kort varsel.

Hold da op, hvor tager det lang tid, og der er begrænset telefontid alle steder + laaang ventetid hvert sted – nåh ja, og så er ørelægen på kursus! Det kunne de jo godt sige på tlf. svareren!

Det gik rimeligt nemt at finde en høreklinik, der ville sælge et Oticon høreapparat, som det skal være, men pga den operation for næsten 50 år siden, skal det være en ørelæge, der renser øret, før apparatet sættes i, og jeg ved ikke, hvor mange telefondamer hos ørelæger, jeg har snakket med: i Fredericia, Middelfart, Vejle, Horsens, Odense! Alle var fuldt booket i næste uge.

Endelig prøvede jeg at ringe igen til ørelægerne her i byen, og der kunne de vist godt høre, hvor desperat jeg var! Så de fandt en tid, der kunne passe. Det skulle jo være inden tiden hos høreklinikken!

Sikke en lettelse! Når hun nu kun er her en uge! Der går måske 10 år igen, før hun kommer til DK?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *