Tur – retur efter kuffert

Min søster kom helt som planlagt i går morges, og det er rigtig dejligt – og som om, der var i går, selv om det er 10 år siden, vi har set hinanden. Heldigvis har vi god kontakt over nettet.

Men hun kom uden sin bagage! Den var ikke med samme fly som hun, og ingen vidste, hvor den var! Hun rejser meget i store dele af verden og har prøvet det før, så hun plejer at rejse med så lidt, at hun kan have det som håndbagage. Denne gang havde hun pakket gaver til hele familien, derimellem noget flydende, og det må man ikke have som håndbagage, så kufferten måtte tjekkes ind – og nu var den væk, selv om hun havde tjekket ved hvert flyskift (3), at den var med?

Alle mulige telefonopkald var forgæves. Hun havde lånt lidt tøj, tandbørste og tandpasta hos de venner, hvor hun havde overnattet den første nat, og hun kunne også sagtens låne tøj af mig. Men det værste var jo gaverne! For tænk nu, hvis kufferten først dukkede op, når hun var rejst igen på tirsdag!

Men heldigvis ringede en kontaktperson, at kufferten var blevet bragt ud til der, hvor hun overnattede første nat, uden noget varsel, som de ellers havde lovet, for så kunne hun have ændret adressen til sin nuværende.

Så nu er hun kørt til Grindsted efter sin bagage, vi har regnet på det, og hun kan være tilbage i tide til, at hun skal til en audiolog, hvor hun skal have nyt høreapparat.

I går var hun hos min ørelæge for at få renset sit dårlige øre, så det er muligt at sætte det nye høreapparat i. Og vi besøgte også Depotgården, så hun kunne se det imponerende aktivitets hus og hilse på mine sy-kammarater og se, hvad vi laver. Det var rigtig hyggeligt – ligesom alt andet.

Der er mange ting, der har ændret sig i DK i de 10 år, hun ikke har været her. F.eks. ville hun gerne ind i en bank for at få vekslet de dollars, hun har med. Hun havde prøvet i Billund, men de tog for høj en kurs! Men det var vanskeligt, for mange banker har jo slet ikke kontanter! Heldigvis kunne min sparekasse klare problemet, og for ikke at bære rundt på så mange sedler satte de dem ind på min konto, så kan vi betale f.eks. høreapparatet med mit kort!

Vi spiste livretter i går aftes, dansk forårsmad: frikadeller med nye kartofler og stuvet spidskål, og jordbær med fløde til dessert! Det kan hun ikke få, der hvor hun bor i det fjerne Østen.

Diki er også glad for hende, og i går aftes fik vi mit omfattende (jeg er det ældste barn/barnebarn i vores familie) fotografialbum frem og kiggede tilbage på vores fælles barndom og alle de nu afdøde familiemedlemmer. Der er nogle ting, man ser med andre øjne, og der er historier, som den ene eller den anden enten ikke har oplevet eller ikke kan huske!

Det er bare så hyggeligt, og vi har det, som om vi mødtes i sidste uge!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *