Diki og jeg har mange ritualer – vi kender hinanden så godt, det er klart, når vi går alene sammen det meste af tiden. Og han aflæser mig, det er sjovt at iagttage. Han ved, hvornår jeg arbejder, hvornår jeg spiser og ikke vil lege, hvornår jeg er færdig med at spise og gerne vil lege, hvornår jeg pakker sammen og rydder op, så vi kan gå i seng. Nogle gange ligger han bare uden at lade sig mærke med noget – men han følger med og er klar!
Om aftenen, når jeg sætter mig til rette i min lænestol og smækker benene op på fodskamlen, går der kun et øjeblik, før han kommer og stikker en bamse eller andet legetøj i hånden på mig – så skal jeg kaste det, så han kan fange det og komme igen med det, så jeg kan kaste igen… men først får det en ordentlig rusketur, og vi må også godt hive lidt om kap, før han giver slip og kaster igen. Så stormer han af sted, det bedste han kan på den korte afstand, somme tider tænker jeg på, om han snubler over kanten af gulvtæppet eller et andet stykke legetøj, men det klarer han i flyvende stil (svært at fotografere!). Når vi har gjort det et par gange eller 5, lægger han sig og slapper af, eller hopper op på skamlen for at blive nusset lidt.
Han er utroligt tålmodig og afventer (næsten) altid, hvornår jeg er klar. Den tålmodighed viser sig også, når vi går tur, og jeg møder nogen, jeg falder i snak med. Så lægger han sig ned og venter, men er også glad, hvis det er nogen, der vil snakke lidt med ham. Og vi møder hver dag andre hunde, som han kender og hilser på – her til morgen var det Herkules, som sit navn til trods er en lille blandingshund med flad snude og kraftigt underbid, men med stor selvfølelse og dejligt vimrende opad snoet hale! Herkules bliver aldrig træt af at snuse Diki i hans ædlere dele, og det finder han sig bare i!
Efter at jeg fik ryddet op i donerede stoffer og tæpper i forbindelse med Tæppetante-træf 11. juni, så der blev plads på arbejdsværelset/gæsteværelse til min søsters besøg, fandt Diki ud af, at sovesofaen var ledig! Ikke mere fyldt med stakke af tæpper (foreløbig!)…
Så han har indtaget den og nyder at ligge der, nær min arbejdsplads ved pc’en og det store arbejdsbord m/symaskinen.
Hyggeligt!
Hej Hanne,
Jeg kan soer’me godt forstaa du er glad for ham, ham kan man da kun knus-elske ! – Jeg har jo netop haft fornoejelsen ogsaa af at blive brugt som legetoejs kaster. Hvad maa man ikke taale, naar man nu mere eller mindre uden sin egen viden er blevet indlemmet i hans flok. Jeg har aldrig spillet fodbold af betydning, men jeg skal da love for, at naar han faar lokket en til at sparke til den der bold hos aeldste soennens familie, der siger ligesom publikum paa et fodboldstadium, saa staar man i fare for at faa et hjertetilfaelde,. For naar han blot kan se sit snit til at loebe indenfor og sluge lidt vand indimellem, saa er det eneste der kan stoppe ham, at hans medspiller tilsidst giver op.
Mange hilsner ogsaa til den lille vakse flok-leder !
Naa nej, det hedder jo FLOKFØRER. Hvordan kan jeg da huske galt i saadan en gammel spejderfamilie som vores !
Hej Gitte. Ja, I to fandt da rigtig hinanden! Jeg tror helt sikkert, at han straks opfattede vores familieskab!
Og nu har han så overtaget sovesofaen (så længe den er ledig) 😉