Det er ikke mig, der er sart eller kuldskær! Men jeg fik for godt en uge siden af datteren en flot fødselsdagsgave, der ikke er så glad for de kølige, våde dage, vi har haft
Den utroligt smukke Hibiscus havde både udsprungne blomster og en masse knopper, da jeg fik den forrige søndag. De udsprungne blomster havde taget skade af nattens voldsomme regn, inden jeg fik den. Men knopperne voksede og udviklede sig fint de første dage. Og så gik de i stå – de faldt ikke af, men de stod store og næsten åbne og “ventede” på varme, tror jeg. Jeg overvejede faktisk at tage den ind, men den er alt for stor til min lille stue, og vindueskarmene er for smalle (og fyldt med Orkidéer!).
I dag kunne jeg mærke helt fra morgenstunden, at det var lunere i vejret, så jeg flyttede krukken om i morgensolen (der var lidt sol bag grå dis), og i dagens løb har jeg set, at de åbner sig mere:
Så nu håber jeg, at de springer ud i morgen! Det bliver et flot syn! Og der er mange flere knopper. Jeg gøder også hveranden dag.