…ja, så savner jeg Søren! Han, som ellers ikke var specielt sportsinteresseret, elskede sådan nogle landskampe!

Jeg kan ikke huske året, men da håndbold kvinderne vandt olympisk guld første gang, havde vi tilfældigvis familiebesøg, idet min Mors 2 kusiner, et par ældre damer fra København, der aldrig før havde set en håndboldkamp, var på weekend hos os i Brædstrup. Da de danske piger vandt semifinalen, var Søren ikke i tvivl om, at vi absolut måtte se finalen, selv om den blev spillet på et temmelig sent tidspunkt lørdag aften. Kusinerne syntes vist nok, det var lidt for meget, men vi fik dem til at tage sig en middagslur, så de kunne være med.

Og da den spændende kamp (var der omkamp? nej straffekast?) bar mod dansk sejr, lovede han natmad med øl og snaps!

Det fik vi, og ærligt talt, jeg tror, de syntes, det var meget eksotisk, men festligt!

Da DK blev europamester i fodbold i 1992, var jeg i Skotland med 44 spejdere, så han var alene, og han havde simpelthen ikke nerver til at se slutningen på kampen, men slukkede og gik ud på gaden, hvor der var helt stille – indtil jubelen bragede ud fra alle huse. Han fandt sin dyreste, fineste flaske whisky (i fløjlspose) frem af skabet og gik over til genboen for at fejre det sammen med dem! Og han havde optaget det altsammen, også modtagelsen i København, på video, så jeg også kunne få fornøjelsen!

Jeg har nydt den spændende kamp i aften og jublet højt! Men jeg har nu ikke fået øl og snaps! Diki og jeg har fået en rejemad (han fik 3 rejer), og det er fint nok.

Jeg synes, det er fantastisk flot klaret af de danske “drenge” – TIL LYKKE til dem og os alle sammen!