Diki har godt set, at jeg har lagt remedier frem til, at han skal børstes, og det er han ikke meget for! Så han har undgået mig hele formiddagen! Jeg har forsøgt at lade som ingenting, men han kender mig for godt, så jeg kan ikke lokke ham til mig!

Nu havde jeg besluttet at lade ham være og så tage ind på Depotgården nogle timer, så har han glemt det – tror jeg!

Men så kunne jeg ikke finde ham! Jeg kaldte og ledte ude og inde, men væk var han. Det var dog utroligt, for jeg havde lige set ham drikke frisk vand fra sin skål i køkkenet. Jeg er ret sikker på, at han ikke kan bryde ud gennem trådhegnet, og naboen, som sad ude i sin have og hørte mig kalde, havde ikke set ham.

Jeg kiggede under sofaen, under borde og i soveværelset, selv om døren ikke havde været åben. Og så ud i den lille terrasse-have igen.

Og pludselig så jeg en mørk skygge under en busk og en stor staude! Og der lå han, helt musestille! Så fik jeg ham endelig lokket frem, og vi er gode venner, jeg kunne fjerne vissent ukrudt fra hans pels med fingrene, uden at han undveg. Det var fint, jeg vil ikke skælde ham ud for at få ham til at komme, for han er ikke vant til at blive skældt ud, det er med det gode her i familien!

Nu er han træt, kan jeg se, og jeg må godt kæle for ham, som han ligger i sin kurv.

Men jeg ville jo også klippe hans pandehår, han kan jo næsten ikke se ud af øjnene, det generer ham, kan jeg se – men nu får han fred, så sover han nok hele eftermiddagen, mens jeg er væk.