Jeg har før deltaget i kalenderstrik eller andet “mystery”-strik (eller -patchwork), og det kan være rigtig sjovt – også selv om man måske ikke bliver færdig til deadline.
HANNE’s DHU / DHA er gode eksempler, og dem har jeg deltaget i med fornøjelse mange gange.
Jeg strikkede også en Hanne Falkenberg vest “Blues” som optakt til OL i 2008 – det var med inspiration fra en strikkehjemmeside, Ravelry. Der bestemte man selv, hvad man ville strikke.Den blev først færdig længe efter, men det betyder ikke noget.
Nu er jeg blevet fristet til at strikke en lækker cardigan “City Cardi” fra Cashmere Company. Det foregår også som mystery, sådan at man køber garnet som kit, hvor der er det, man skal bruge, men opskriften kommer i mails, én hver dag fra 1. – 24. december. Og man ved ikke, hvad det ender med!
Ovenikøbet får man også links til små youtube-video’er med forskellige strikketips – det er super fint!
Og sikke da en service! Jeg købte den i går eftermiddag på webshoppen, og jeg regnede ikke med at modtage noget før efter weekenden. Men allerede i dag fik jeg mail om, at pakken var sendt i går! Og allerede her til morgen fik jeg en sms fra Post Nord om, at pakken ville blive bragt ud i dag! De ville gerne vide, hvordan jeg ville modtage den, hvis jeg ikke var hjemme! Og mens jeg læste sms’en, ringede det på døren – og der stod postbuddet! Hold da lige op! De kan altså godt – Post Nord! Det er nok sendt som Quick-brev, men det har jeg ikke betalt for, så det er også service fra butikken!
Her er garnet – der kunne vælges mellem mange forskellige sammensætninger. Og der er vedlagt en anbefaling af at give de mørke farver et eddike-bad, før man vinder det op. Det har jeg aldrig prøvet før. Men jeg har flere gange strikket med håndfarvede garner, der smittede forfærdeligt af, mens man strikkede, så jeg vil bruge den fine vejledning.
Jeg glæder mig allerede, jeg har modtaget de første 3 dages opskrifter pr. mail.
Jeg er også med på den og i samme farve 🙂
Næh hvor hyggeligt! Det er jo mere “mig” end de lyse, så jeg håber, den bliver god!
Kære Hanne . “Den varme mad må være koldskål” – ja, en talemåde for folk, der da ikke også har tid til at lave varm mad, når de hele tiden har gang i noget andet, og forstår jeg ikke, du kan nå at lave alt det håndarbejde, du gør. Jeg bliver helt svedt bare af at læse om det. Men rigtig god fornøjelse og god adventssøndag fra Diana : )
Tak Diana. Jamen det sker også, at jeg får madder til aften, hvis jeg ikke gider/har tid til at lave varm mad!