Vi har haft årets julefrokost i beboerforeningen, og for en gangs skyld var vi næsten fuldtallige – det var dejligt og meget hyggeligt.
Vi har altid pakkeleg – den med at slå en sekser med en terning og stjæle pakker fra hinanden – og det er aldrig kedeligt! Sådan nogle gamle mennesker, som vi er, reagerer ligesom børn! Vi har meget spas af at rende rundt om bordet og stjæle pakker fra hinanden! Og der er nogle, der har meget svært ved at miste sin pakke, det er ret sjovt at følge med i. Jeg er som regel ikke særligt heldig, vinder jeg nogle pakker, mister jeg dem uvægerligt igen. Men det gør mig ikke spor.
Derimod er jeg ret barnlig på en anden måde: jeg er altid spændt på, hvad der sker med den/de pakker, jeg har haft med, for det er altid noget, jeg selv er glad for, og gerne noget hjemmelavet.
Og så bliver jeg lidt skuffet, når min gave kun lige bliver kigget på, fint indpakket, som den var, og så lagt ned i tasken uden synlig glæde.
Jeg havde en sjov gave med + en sød gave + en hjemmelavet flagranke, som har taget en del tid at sy, og det var den, jeg havde glædet mig til at se reaktionen på! Den udeblev!
Men den er da ellers sød, ikke? De 10 flag er syet i forskellige røde stoffer, også mønstrede – det kan man ikke rigtig se på billedet. Jeg har ikke syet sådanne flag før, men der skal nok komme flere fra min hånd.
Sådanne kunne jeg godt skønne på…. Mon ikke de kommer til glæde alligevel?
Det håber jeg selvfølgelig – men det er bare lidt nedslående, når der kun spores ligegyldighed.