…gik til Horsens, hvor jeg af og til besøger en meget dygtig quilter: Linnea Hassing Nielsen, som for nogle år siden blev “tæppetante” og nyder at sy mindre tæpper = puttetæpper (slumretæppe-størrelse), efter at hun i mange, mange år har syet store utroligt flotte tæpper, som hun har udstillet og solgt, både i DK og udlandet.
Vi får altid en kop kaffe og en rigtig hyggelig snak, og der er andet end patchwork at snakke om, for jeg er jo flyttet (for 3 år siden), og nu er det hendes tur, hun og hendes mand har solgt deres store, lækre hus ned til Horsens Fjord og flytter i en helt ny lejlighed, som ikke er færdig endnu. Men hun pakker og pakker, og er også nødt til at skille sig af med noget af indboet, opmagasinere de store tæpper osv.
Og helbredet er desværre ikke det bedste, så det er svært.
Men hun syr stadig, og for hende er det afslapning, når hun kan sidde ved symaskinen.
Så der var 3 flotte tæpper til nogle heldige børn på et af julemærkehjemmene.
Det, Linnea syr, er altid perfekt og gennemført, så det er en glæde at tage imod!