Da jeg ville køre hjem fra Depotgården i går efter en hyggelig eftermiddag (hvor vi overraskende nok var mange på Tekstilværkstedet), kunne jeg ikke starte bilen!

Nu er jeg jo ikke nogen ørn til teknik og slet ikke til biler, men jeg kunne høre, at det var en lyd, jeg aldrig havde hørt før, det lød ikke, som det gør, hvis man mangler strøm. Nærmest som er tør, kradsende lyd, når jeg drejede nøglen.

Og dobbelt uheldig var jeg, for jeg havde både glemt mobiltelefonen og mit kort til Autohjælp.

Men jeg kunne da låne en telefon hos én af de andre på Tekstilværkstedet – og selvfølgelig ringede jeg til ældstesønnen, som har en meget god ven, der har forstand på biler og før har hjulpet mig.

Og hvor heldigt! Han var netop inde i byen og kom i løbet af et øjeblik sammen med sin kone.

Og hvad sker der så? Han sætter nøglen i og starter bilen! Nøj, hvor føler man sig dum! Men da han hørte mig beskrive den kradsende lyd, som jeg – flere gange – havde oplevet, for jeg forsøgte jo ikke kun én gang at starte, så mente han, at det er starteren, og den kan godt være slidt på sådan en gammel bil, så den skal skiftes ud.

Sønnen forklarede bagefter, at når den er slidt, kan den have svært ved at få fat i tandhjulene, deraf den kradsende lyd. Og når vennen kunne starte, så kan der være den lille bevægelse ved, at han sætter sig ind i bilen, der får den til at flytte sig.

Så blev man så klog!

Men det er dejligt, at jeg kan få hjælp, selv om han ikke selv kan komme og hjælpe mig.