Aj, det er et dejligt syn, som jeg har ventet på: de første Erantis:
Og så skal I lige se min gavtyv – Diki – som lynhurtigt entrer min seng, lige så snart, jeg forlader den!
Han sover det meste af natten i sin egen seng i soveværelset, og for det meste sover han, uden at jeg hører noget til ham.
Når jeg går i seng, vil han sommetider gerne op i sengen, men først når jeg har lagt mig – og nogle gange først, når jeg har slukket lyset. Jeg aner ikke hvorfor, men jeg tror, det er en lille “læg-nu-mærke-til-mig” demonstration 😉
I går aftes hoppede han op, mens jeg var ved at tage nattøj på, og så trampede han rundt på dynen! Der manglede noget: mine ben! Dem lægger han sig nemlig op ad, oven på dynen, og han lægger sig godt til rette, flytter på sig nogle gange, før han ligger stille, og så sover vi. Det er hyggeligt! (Ja, det er det, selv om jeg aldrig før har villet have en hund i sengen!)
Men han bliver der ikke. Sommetider hopper han ned, før jeg er faldet i søvn, andre gange ved jeg ikke, hvor længe han ligger der. Så tripper han forsigtigt hen over mine ben i mørket, hopper stille ned og lægger sig i sin egen seng. Det er OK!
Jeg er vokset op med hunde i sengen, så jeg ved hyggeligt det kan være. Nu har jeg kat, men hvis hun er blevet lukket ind i løbet af natten, så kommer hun når jeg er ved at vågne – jeg tror hun kan høre jeg vågner 🙂 – så stiller hun sig lige ved siden af mit hovede, spinder og “ælter” min hovedpude.
Da vi havde dværghøns og jeg var teenager og kunne sove meeeget længe, kunne min bedstefar finde på at komme med kylling og putte ind under min dyne. Det var når der var kommet kyllinger for tidligt eller sent på året, og der var en lille en som var blevet kold. Han lagde den altid under dynen med ordene: “Hvis du alligevel skal ligge her, kan du lige så godt gøre nytte”
Jeg har altså altid været vant til dyr i sengen 🙂
Vi havde ikke hverken hund eller kat i mit barndomshjem, men jeg havde undulater! Og jeg havde én, som var helt tam, den gik jeg med i lommen somme tider!
Min familie boede på Grønland, da børnene var små, og der måtte man kun have slædehunde. Men fra 1979 har vi haft skiftende hunde. Den første, en cocker spaniel, som ikke måtte komme i sengen, men sov ved siden af min seng, snød mig, fandt jeg ud af! For en morgen, da jeg satte mig på fodenden af min seng, var den varm! Jeg er sikker på, at hunden kunne mærke, når jeg ved at vågne, og så skyndte den sig at hoppe ned, så jeg ikke opdagede den!
Men Diki må godt! Især, når man er blevet alene efter et langt liv med mand og børn, sætter man pris på en dejlig, kærlig og sjov hund som selskab.
Hej Hanne, efter 30 år uden hund fik vi Jack, en lille Jack Russell terrier, i august sidste år. Vi var også sikre på, at han skulle sove for sig selv, men han havde en anden mening. Og nu ligger han hos mig, enten under dynen, eller ved siden af mig, hvis det bliver for varmt. Vi er hhv pensionist og efterlønner, så han bliver nok også vores sidste hund, så vi nyder ham meget. Og han sørger for, at vi får masser af frisk luft og motion, det er også rigtig fint. Jeg læser med stor glæde om din Diki, det er godt du har ham, og han er da virkelig en velopdragen hund. Mange hilsner din navnesøster Hanne
Til lykke med Jack! Nu kan I nok se frem til at have Jack i mange år, men I skal ikke fraskrive jer muligheden af en efterfølger, hvis det bliver aktuelt.
Kort før Søren blev 70 og dagen før, jeg blev 65, måtte vi sige farvel til vores højtelskede første schæfer, og jeg var sikker på, at Søren syntes, vi var blevet for gamle til en ny hund. Men ellerede dagen efter greb jeg ham i at lede på nettet efter kenneler med schæferhvalpe! Og der gik ikke en uge, før vi hentede den 8 uger gamle “Whisky”, hvor Søren så mente, at det var mit navn, der skulle stå i papirerne, fordi han mente, jeg nok levede længst. Det fik han ret i, men Whisky betød meget for ham, også under hans senere sygdom.
Whisky blev desværre kun 8 år, men jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle have en ny hund, det skulle bare være en mindre. Og jeg kan slet ikke forestille mig ikke at have selskab af den dejlige kammerat!
Man skal bare sørge for at have en aftale om, hvad der skal ske, hvis der sker en selv noget, der gør, at man ikke kan passe sin hund.