Firkanter går man aldrig fejl af i patchwork, og i Projekt Puttetæpper er det nu 2. år i træk, at vi bygger mønsteret op over firkanter, som kan laves af alle mulige rester. Det ser ud til at være populært, for på Quiltefestivalen 2009 solgte vi 71 mønstre, det er mange! Der er nogle ganske få, der har spurgt, hvorfor vi tager penge for mønsteret (15 kr), når det er til velgørenhed, og det er helt enkelt, fordi vi ikke har penge i projektet, som udelukkende bygger på frivillighed. Men der skal jo bruges penge til trykning af mønstrene, til porto, når de blokke, vi får tilbage, skal sendes til “monteringstanterne”, der syr dem sammen til tæpper, og når de skal sendes til julemærkehjemmet. Hvis vi kan skaffe lidt ekstra penge, som vi gjorde sidste år fra Tuborgfondet, kan vi også købe vat og bagsidestoffer til de tæpper, som “monteringstanterne” gør færdige. Derimod afholder “tæppetanterne”, som syr hele tæpper (og det er mange) selv alle udgifter til stof, vat og porto, de syr tæpperne i lige det mønster, de har lyst til. Mens enkelt-blokke sys efter årsmønsteret, så de passer sammen.
Projektet får ofte gaver i form af stofrester, UFO’er = ufuldendte tæpper, eller som ovenstående 3.500 firkanter, riet om pap og sirligt ordnet i kasser i farveorden! Vi har fået oplyst, at de kommer fra dødsboet efter en gammel dame, der havde glæde af at gøre dem klar, men vi ved ikke, hvad hendes formål med dem var. Heldigvis var der nogen, der fortalte de efterladte, at firkanterne kunne gøre gavn, og vi blev spurgt, om vi kunne bruge dem.
Det kunne vi! Der er patchworkere i Middelfart, der har syet flere tæpper af dem, både sengetæpper til julemærkehjemmene i Kollund og i Hobro i forbindelse med det projekt, vi havde ekstra sidste år, f.eks. disse:
Og der er også syet puttetæpper, som børnene får som personlig gave:
Jeg er overbevist om, at den gamle dame ville glæde sig, hvis hun så resultaterne! Og hendes familie har også fået at vide, hvor de kan se billeder.
De samme damer i Middelfart har lige nu med egne stoffer syet 2 tæpper efter 2008-mønsteret, som 2 børn på julemærkehjemmet Kildemose får, når de rejser hjem efter deres ophold.
Der kommer mange flotte tæpper ud af firkanter og rester!
Hvis der er udsyn fra oven og ingen skyer imellem, så er jeg ganske sikker på at den gamle dame vil glæde sig.
Måske i form af sol og venlige vinde.
Det ser bare helt fantastisk ud Hanne!