Som jeg skrev forleden, er ældstesønnen i gang med et kæmpestort arbejde med at digitalisere sin Fars gamle smalfilm – det tager tid, men det er sjovt, og det kan han gøre, når han lader apparaterne gøre arbejdet, mens han selv ligger på sofaen ind imellem pga sit handicap.

Da jeg besøgte dem i går aftes, så vi nogle af dem, han har spillet over og lagt på en ekstern harddisk, som han kan forbinde med TV’et, så vi kan se det i stort format.

Kvaliteten er ikke, som den ville være i dag, men smalfilmene er mellem 42 og 60 år gamle og vist mange gange, så de er slidte, og farverne er sommetider mystisk blålige!

Det gør ikke noget! Vi – mest jeg – kan huske dem og huske, hvad de viser, og nogle gange kan jeg sige, hvad der sker – før det sker!

F.eks. en ubetalelig lille stump film fra 1970 hvor de 2 ældste børn, 4 og 2 år gamle, hjælper med at vaske op i køkkenet i det ældre hus i Egedesminde (Asiaat), vi havde som tjenestebolig. Datteren vasker af, stående på en skammel, og lige pludselig kan man se, hvordan hun kniber benene sammen og hopper ned – hun skal selvfølgelig tisse med alt det vand! På plads igen fortsætter hun, men lillebror forsøger at komme op på skamlen – det gider hun ikke, men Mor kommer med en stol, som han kan stå på, og så får han et viskestykke og tørrer af, men – pludselig kan man tydeligt se ham få øje på, at der drypper vand fra tallerkenen ned på gulvet! Så ham ned fra stolen med tallerkenen i den ene hånd og viskestykket i den anden, sætter tallerkenen på gulvet og tørrer gulvet med viskestykket! Og derefter tallerkenen!

Jeg ved, det kommer, har set det mange, mange gange, men griner hver eneste gang! Det er utroligt hyggeligt!

Alle de digitaliserede film kan senere lægges på DVD eller hvad det nu bliver til, så alle i familien kan få dem. Det er godt nok smart.