Det er så skønt, når Sørens yndlingsblomster springer ud: Rhododendron og Azalea:
Søren havde mange i vores have i Brædstrup, og jeg tog nogle få med hertil, hvor haven er ganske lille. Der var i forvejen nogle gamle Rhododendron, der så lidt slatne ud, f.eks. nr 2 fra venstre, som sjovt nok er nøjagtig magen til den længst til venstre, som er importeret fra Brædstrup for 3½ år siden. Da vi plantede den i november 2013, vidste vi ikke, hvilke farver de gamle havde. De har allesammen fået special gødning, og det har hjulpet. Den flotte gule azalea var en fødselsdagsgave for 3 år siden.
I forhaven står den anden medbragte, som blev flyttet for 2. gang, idet den oprindeligt har stået på Hørup kirkegård (Kjellerup), hvor mine svigerforældre og nu også Søren ligger. Den var blevet for stor til gravstedet, så Søren og ældstesønnen flyttede den året før, han døde – og den overlevede både den og den sidste flytning. Sidste år fik den kun 3-4 blomster, men nu kommer det rigtig mange i år – en helt bedårende farve.
I forhaven står også et par krukker med pink Azalea, de trives åbenbart også godt.
Jeg er jo ikke og bliver aldrig havemand, men noget lykkes alligevel!