Koncert med André Rieu i Boxen

Boxen i Herning før det går løs

Sammen med 3 gode naboer var jeg til koncert med André Rieu og hans veloplagte, velspillende og underholdende orkester i Boxen i Herning i går aftes. Vi kørte med Papuga A/S, hvilket indbefatter tryg og hyggelig transport og en dejlig 3-retters middag i Boxen før koncerten.

Vi var knap så heldige med billetterne som sidste år, hvor vi sad på gulvet midt for og ret langt fremme – i år måtte vi op på lægterne. Og det er lidt hårdt for sådan nogle gamle koner, både at kravle derop og især at komme ned igen! Det værste var dog, at det er nogle usandsynligt hårde stole at sidde på, så numserne blev ret ømme!

Men det tog ikke fornøjelsen fra oplevelsen! De spiller jo fantastisk, operasangerne synger helt fantastisk, og så er der så megen humor fra både “Himself” og hans musikere og sangere. Storskærmene lader os følge tæt med i alle grimasser, indbyrdes sjov og ballade, som ville være umuligt at følge i så stor en sal. Vi var 15.000 forlød det!

Og så er der “ping-pong”-spillet mellem André Rieu, orkesteret og publikum incl. alle ekstranumrene, “lys-showet” blandt publikum til de stemningsfulde melodier til sidst, og ikke mindst det overraskende danske indslag “Der var en lørdag aften”, som inviterede (blandt andre) til fællessang!

Tak for en god – lang – aften i godt selskab!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *