Diki blev klippet i går af vores dygtige hundefrisør (og grandniece) Christina. Han er så fin igen, men som sædvanligt skal han lige bruge en dags tid til at vænne sig til, at den den store overfrakke er væk! Han putter sig meget i en af sine kurve, men det går hurtigt over, har jeg nu lært.
Christina roste mig, fordi pelsen var så velplejet – det har ikke altid været tilfældet, men jeg har lært det, og han var da også forholdsvis nyvasket, og meget nyfriseret! Hun skal ikke stå og rede filter ud, så vi børstede og friserede i går formiddags.
Da vi kom i hendes salon i Vejle – Ruggaards Hundesalon – var hun lige ved at være færdig med en hund, der var blevet lettet for en stor mængde pels, og den hylede og var ivrig efter at hilse på Diki, mens den ventede på ejeren, og så kom der 2 pekingesere for at få klippet klør, de hylede også! Diki peb selvfølgelig også og bad for en gangs skyld om at komme op på mit skød! Og Christinas egen hund, en Shetland Sheep Dog, der er salonhund og vant til det hele, luntede lige så stille rundt, og ville helst hilse på mig! Christina har meget travlt, det er dejligt, at der er så godt gang i hendes forretning, og det er nogle lange arbejdsdage, hun har – fra 8 – 18! Og det er jo fysisk arbejde med alle de forskellige hunde, som hun både har i bad (smart badekar, der hænger på væggen med håndbruser og blæser, der blæser det meste af vandet af efter vask og conditioner-pleje), og føntørring, børstning, klipning eller trimning. Hun har et fantastisk tag på hundene, f.eks. vil Diki gerne vride og vende sig, men hun sætter ham på plads! I går stod han så flot, jeg skulle bare stå i den rigtige retning i forhold til ham, mens vi snakkede 😉
Christina og hendes søde kæreste venter barn til november, så vi fik selvfølgelig en familiesnak. Hun har det heldigvis så godt og har ingen gener, men jeg synes jo alligevel, at det må være hårdt med det arbejde!
Hun holder barselorlov fra oktober, og det har hun meldt ud, så hendes kunder har haft travlt med at bestille tid inden, så kalenderen er helt fyldt op!