En mand bliver SÅ træt af, at hans sagsbehandlere i mails diskuterer, hvem der skal sende bilag fra hans sag til hinanden – og hans sag ligger stille imens.
Han skriver en hidsig mail til dem begge 2, at hvis de ikke finder ud af det og bruger det par minutter, det tager at maile kopier af hans journal, så kan det snart være lige meget – så melder han sig ud af historien med de konsekvenser, det må have for hans familie.
En time senere kommer konen hjem fra arbejde, og pludselig, efter yderligere en halv time, kommer der en ambulance og to reddere, der nærmest braser ind af døren.
Redderne spørger til adressen og beboeren, som er korrekt! Men konen er fuldstændig forvirret, for hvad vil de?
Det viser sig, at den ene sagsbehandler har ringet 112 !
Redderne tager sig tid til at høre på mandens frustrationer med pædagogisk ro og sympati – og kører igen.
Det har jeg godt nok aldrig hørt før!
ööööhhh, ok! men alligevel så syntes vedkommende at nöden ikke var större end at man godt kunne vente 1,5 timer med at sende redning! det var da godt nok en underlig hændelse.
kh.fra Island
Frida
Ja, det er højst besynderligt! Jeg ved ikke, om jeg skal grine eller græde!
Denne lille historie minder mig om hvor let det er at blive misforstået. Hvor det man siger/skriver bliver helt anderledes opfattet af modtageren. Jeg kender det kun alt for godt, men samtidig må jeg også forsvare sagsbehandleren lidt.
At der går 1,5 time fra en mail er afsendt til den bliver læst er vel ikke usædvanligt, og at sagsbehandleren reagerer på sin bekymring for manden er jo positivt, selvom det virker voldsomt.
Mon ikke denne historie ender med at blive en af dem der vil blive genfortalt og grinet meget af ved familiesammenkomster i mange år fremad – når engang mandens situation er afklaret og chokket har lagt sig 🙂
Du har helt ret – jeg oplever også tit, at noget, man skriver f.eks. i en mail, læses på en helt anden måde, end det er ment! Faktisk har jeg oplevet det temmelig ubehageligt et par gange, hvor jeg havde på fornemmelsen, at det var med vilje, det blev misforstået.
Det kan nemt tænkes, at dette “intermezzo” vil blive en familiehistorie, man kan grine af. Problemet lige nu er, at det ikke er 1½ time eller 14 dage, det handler om, men flere års “afklaring” eller mangel på afklaring. Og det er et mareridt, som tilsyneladende ingen ende tager – en lang historie, som de fleste ville finde fuldstændig utrolig i vores velfærdssamfund!
Et lille men kaerligt forsoeg paa et positivt bidrag fra moster Gitte:
For noget tid siden var der en af laeserne af din blog, der kom med et link til en socialraadgiver med selvstaendig praksis, der for mig at se havde potentiale til en frisk “approach” – man kunne jo haabe, og hvis det viser sig efter den foerste gratis konsultation, at det alligevel ikke virker anderledes end alle tidligere forsoeg, saa har det jo ikke rigtig kostet noget, andet en tid. Jeg har selv arbejdet i det offentlige system som ung socialraadgiver, som du ved, og det var helt klart ikke der min fremtid laa.
Maaske skulle “manden” kaste sig ud i noget nyt, og se det lidt an.
Tak Gitte. Det er svært at sige, hvad der skal ske, men lige nu er vi enige om, at den ferie, vi har planlagt, skal holdes, før vi tager nogle drastiske beslutninger.