Det er hårde dage herhjemme lige nu. Selv om billederne ikke viste noget brud, så har Søren så frygtelig ondt, når han skal bevæge sig, og især, hvis han skal ud af sengen, f.eks. på toilettet. Og ja, vi får al den hjælp, vi beder om, og både hjemmesygeplejerskerne og den mandlige aftenvagt, som kommer flyvende, når vi ringer, hjælper alt det, de kan. Især sidstnævnte har et fantastisk godt tag omkring Søren, når han hjælper. Men de kan ikke tage smerterne væk, og det kan medicin heller ikke. Vi må stole på, at billederne er blevet tydet rigtigt, men man skulle ikke tro, det kunne gøre så ondt, når der ikke er brud.
Jeg hjælper ham også, når det skal gå stærkt, eller når det er midt om natten, og jeg har fundet taget, så jeg ikke misbruger min ryg, som aldrig har været stærk. Men jeg kan godt mærke både i knæene og ryggen, at det slider, selv om jeg ikke skal løfte, men støtte. Søren skal helst selv flytte benene, og stoppe, når det gør for ondt, ellers kan han ikke klare det.
Ville det være bedre, hvis han blev indlagt? Så ville der være fagfolk omkring ham hele tiden – men i så fald ved vi, at det hedder Randers Sygehus, og det er ikke til at tænke på. Det kan godt være, det er “smart”, rationelt, økonomisk og-hvad-ved-jeg med al den centralisering og specialisering indenfor sundhedsvæsenet, men patientvenligt og menneskeligt, det er det i ihvert fald ikke, når det handler om ældre og syge mennesker! Det er ikke på os, alle de mange milliarder, de praler af, bliver brugt!
Hvor er det ærgerligt, når det ellers gik så godt, og han var så glad for at han kunne komme ud. Så der bliver ikke nogen bridge til ham lige foreløbig!
Ja det er ikke sjovt, når der sker sådan noget. Du har evig ret i at det med sygehusene der ligger så langt væk gør at man ikke kan komme så tit, har en veninde der ligger i Odense, det er dyrt at rejse, når man kun har en pension.
Mange kærlige tanker fra Laila
Kære Hanne og Søren.
Hvor ER det ærgerligt med det fald – lige som det gik allerbedst!:-(
Jeg sender en masse varme tanker – håber det hjælper!!
KH-Marianne
Kære Hanne, (og Søren)
Jeg føler med jer og i er med i mine bønner.
Og ja, det er sådan, at en forstuvning tit gør meget mere ondt end en fraktur, så det er desværre nok rigtigt.
Det er ikke for at blande mig og i har måske fået det tilbudt af hjemmeplejen, men måske en toiletstol ved sengen ville være en hjælp?
Jeg føler mig næsten “flov” over at pive over mit brækkede håndled, som nu 8 uger efter stadig gør ondt, når jeg ser det i perspektiv til jers situation.
Jeg ønsker jer alt det bedst, med hilsner herfa Grønland og
Jane, P.T. Niaqornaarsuk
Tak for jeres søde hilsner og tanker, det varmer ! Marianne, du ved selv, hvor træls det er, når man har det så skidt.
Jane, toiletstolen var det første hjælpemiddel, vi fik herhjem, men det er først nu, vi har fået brug for den. Hidtil har en toiletforhøjer og en badestol været det, Søren har brugt og været glad for.
Du skal ikke være “flov” over at pive over dit brækkede håndled, det må være rigtig træls for dig. Har du forresten set “vores” hus Sanerut nr 4 i Aasiaat? Det ligger der sikkert stadig, og for et par år siden snakkede vi med nogle, der også havde boet i byen, og i det samme hus, det var da et træf!
Ih altså, hvor er det dog kedeligt for Søren, men da også for dig, jeg håber da at han klarer at blive hjemme, og at du kan magte det.
Mange knus til jer begge to. Inge
Ja tak, Inge, det håber jeg også, det er gået en lille bitte smule bedre i dag.
Det kan godt være et brud, selv om de ikke har fundet det – endnu.
Jeg har prøvet at få en dreng hjem søndag aften, der havde fået foden i hjulet på en cykel og været på skadestuen og få taget røntgenbilleder. Først om onsdagen blev der kigget grundigt nok på billederne til at opdage brudet… Drengen var da kun 5 og kunne heldigvis kravle, bæres og køres i klapvogn når han skulle omkring.
Jeg håber på at det hurtigt bliver bedre med Søren, enten af sig selv eller fordi de finder ud af hvad der er galt, og at der kan gøres noget.
Den unge læge på skadestuen lod en ældre kollega kigge ekstra på billederne. Men jeg har også selv for mange år siden været ude for, at en skade i min skulder først blev opdage flere dage efter, da den ansvarlige overlæge kontrolkiggede billederne. Der bliver heldigvis fulgt godt op på det fra flere sider, men tak for din omsorg, “tanterne”!