Stadig i drønende varme og med en vis vemod er vi nu næsten færdige med at pakke. Sønnen er fantastisk til at pakke, ethvert hulrum bliver fyldt ud med lidt tøj, én kuffert rummer alle flasker og tuber med vædsker og cremer, pakket i hver sin plastikpose og lagt mellem æsker med spil, (nye) indpakkede håndtasker, sko mm. Vi har hver sin lille kabinekuffert, som ikke må rumme vædsker + en skuldertaske med en bog, pc, håndarbejde (uden saks) el.a., som skal kunne lægges op på båndet til scanning.
Alle kufferter bliver vejet, ting flyttes fra én kuffert til en anden, så ingen af dem vejer for meget. Toiletsager vejes med, så de kan lægges i i morgen meget tidligt (kl 4), hvor vi kører til lufthavn og biludlejning.
Den allersidste udflugt til et marked, hvor vi ikke kunne finde P-plads sidste mandag, kørte vi i formiddags – hvor der blev handlet et par gaver – gæt hvad? (en taske og et par bukser).
Hjemkørsel ad en bagvej med en utroligt flot udsigt over bjerge og dale, men skumplende, så det føltes som om noget ville ryste løs!
Det er ellers en god bil, der har tjent os godt, der er god plads, også til kørestolen, som de 2 store “børn” slæber ud og ind af bilen for deres far.
Den sidste svømmetur er desværre overstået, den kunne jeg ellers godt bruge en mere af, men badetøjet er pakket ned, og jeg tror børnebørnene ville blive noget forlegne, hvis jeg svømmede uden 😉 !
Tak for ferien til familien, det har været et skønt sted at være her ude mellem bjergene med langt til alting! Og jeg har (næsten) vænnet mig til varmen!
Nu glæder jeg mig til at se Diki og høre, hvordan, han har haft det!