Nu er det hverdag igen efter en hård weekend, og vores faste hjemmesygeplejerske kom tidligt for at se, hvordan det stod til og for sammen med mig at kontakte “Det palliative team”, for videre behandling af Søren og de smerter, han nu har fået oveni. Så nu bliver der sat flere ting i værk, både medicinsk og med nyt hjælpemiddel, der kan lette både for Søren og hjælperne at flytte på ham, når han skal på toilettet eller vaskes. Hvor er det altså guld værd, at der er så gode folk inde i behandlingen, det er vi begge meget trygge ved. Jeg gik og tumlede med tanker om, hvem jeg skulle ringe til – vores egen læge havde jo heller ikke været inde i billedet efter faldet, men ham havde sygeplejersken også snakket med! Og hun lavede også nogle fysiske tests på Søren for at se, hvordan benene fungerer. Så de har virkelig tjek på det! Nu er Søren vasket og på plads igen, og jeg kan gå min tur med Whisky og så gå omkring apoteket efter den nye medicin!