Sov sødt lille Maja!

Min nabo Maja har gennem lang tid skrantet, og i går kaldte hun på mig, da hun var faldet ude i haven, mens hun hængte vasketøj op og ikke selv kunne komme op. Sammen med en anden nabo fik vi hende op og lagt ind på sofaen og hentede et glas vand til hende. Hun syntes, det var træls, at hun var blevet så svag, men hun fortalte, at et af hendes børn ville komme senere, så vi lod hende ligge og slappe af.

Sidst på formiddagen i dag kom en anden nabo og hentede mig. Hun var gået ind til Maja, fordi der var noget, de skulle aftale om på lørdag. Og hun fandt Maja liggende på badeværelsegulvet, men kunne ikke få kontakt.

Det kunne jeg heller ikke, og vi var inderst inde klar over, at Maja havde forladt os, for hun var meget kold og jeg kunne ikke finde puls. Jeg trykkede på alarmknappen til hjemmeplejen og ringede 112, og da redderne gik ind, var de heller ikke i tvivl, så der blev ikke forsøgt genoplivning – heldigvis må jeg sige, for det ville have været grotesk.

Vi fik også ringet til et af hendes børn, der kom akutlæge, og politi, fordi hun er blevet fundet død, så dem skulle vi 2 naboer forklare, hvad der var foregået. Bl.a. fordi terrasse døren stod åben, og det var ikke os, der havde åbnet den.

Jeg så Maja gennem hendes køkkenvindue i morges, da jeg havde gået tur med Diki, så det må være hende selv, der har lukket døren op. Det ville nu heller ikke kunne lade sig gøre at komme ind i hendes have uden at gå gennem min og en andens have, og jeg har jo hundehegn.

Så lille Maja er ganske enkelt faldet om på vej ud i sit badeværelse, og jeg tror ikke, hun har mærket noget.

Hvil i fred Maja! Vi har hejst flaget på halv som hilsen.

En tanke om "Sov sødt lille Maja!"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *