Jeg har fået den sødeste hilsen og tak i dag fra Majas 5 børn! Det rørte mig, selv om jeg jo ikke forventer noget for at hjælpe min nabo.
Det har været naturligt for mig, lige siden jeg flyttede ind her, og Maja og jeg fandt ud af, at vi havde samme interesse for håndarbejde. Maja syede også lidt patchwork, og hun var meget dygtig til at strikke, jeg har tidligere hjulpet hende med at købe garn og mønster i en webbutik. Men på det sidste har det knebet for hende at se, og så sent som i sidste uge kom hun ind til mig med sit strikketøj – en lille djævlehue til et kommende oldebarn, hvor hun havde tabt nogle masker og havde fået det kludret fuldstændig sammen. Det kunne jeg jo hurtig hjælpe hende med, mens vi fik en lille snak. Da fremgik det også, at hun syntes, der var så mange ting, der var blevet træls!
Så selv om det er mærkeligt i dag og var en trist dag i går, så er jeg sikker på, at Maja er blevet forskånet for, at det gik endnu mere ned ad bakke. Det er jeg glad for.