Maja blev begravet i dag i Herslev, hvor hun havde levet det meste af sit liv, og som for hende var det allerbedste sted.
Det var dejligt at opleve, hvor mange mennesker, der var i kirken, som var næsten fyldt, både hendes meget store familie: 5 børn, svigerbørn, 11 børnebørn og 10 oldebørn, en dejlig familie, samt mange venner, nuværende og tidligere naboer.
Det blev også fremhævet i præstens dejlige tale, at familien betød utroligt meget for Maja, og det fremgik med al mulig tydelighed af den store families tilstedeværelse i kirken, ved graven og i forsamlingshuset til mindesammenkomst, hvor der var ca. 100 til smørebrød og kage.
De fleste af naboerne her var med, det var meget hyggeligt.
Som vi også gør, når vi har fællesspisning i Fælleshuset, sang vi også et par sange fra Højskolesangbogen, som Maja var glad for – og så er det, at jeg er sådan en gammel tvær kone, der krøller tæer, når man synger f.eks. “Livstræet” helt nede dybest i struben – sådan en livsglad sang skal synges lyst og let! Eller andre sange fra mobiltelefonerne! Alle sangene alt for dybt og alt for langsomt, det er en skam. Er det yngre mennesker, der synger sådan?
Nå, men det var en god begravelse, og Maja ville have været meget stolt og glad, hvis hun kunne være med og kunne se, hvor mange mennesker, der gerne ville mindes hende!