Jeg kan næsten ikke få armene ned af begejstring! Den frygtede tur til Horsens sygehus gik over al forventning. De søde, hjælpsomme Falckfolk forsøgte forsigtigt at hjælpe Søren på benene, så han med støtte kunne gå ned ad trappen, men det kunne han ikke. Så de riggede en bærestol til og bar ham ned! Og båren i ambulancen blev hævet op, så den havde affjedring, så han gyngede lige så fint, det var meget behageligt, sagde han.

På sygehuset kørte de ham helt op på samme båre og spurgte sig for, hvor længe, han skulle være der, og selv om vi var før den aftalte tid, tog de ham ind straks, så Falck ventede! Jamen altså, hvor dejligt. Behandling, samtale og drøftelse af hidtidig og fremtidig behandling med en overlæge, som vi ikke har haft før, var god og grundig, igen skal noget ny medicin afprøves, men det er i orden, hvis det kan hjælpe på smerterne. Desværre er udviklingen i sygdommen ikke bedre, men det ved vi nok godt, så det kom ikke bag på os.

Og så gik turen hjemad igen, hvor der samtidig med, at vores ambulance parkerede, rullede en ambulance mere op, så 2 kolleger til vores reddere kom til! Og når de er 4 mand, må de gerne bære Søren op ad trappen i bærestolen! Hvis ikke det er service og situationsfornemmelse, ja, jeg vil kalde det patientvenligt! Det kunne regionspolitikerne (der vil sende Søren til Randers, hvis han blir dårligere) lære noget af!

Alle anstrengelserne var alligevel ved at være for meget for ham, eller rettere hans dårlige ben, så han fik det skidt lige bagefter, men nu er han på plads i sin plejeseng! Og i haven er vores havemand kommet og er godt i gang med græsplænen mm, så det er i mere end én forstand solskin!