I morgen skal det bare være søndag!

Det var en virkelig hyggelig dag på Kreative dage i Messe C i dag.
På Depotgårdens stand er der hele weekenden forskellige, der viser, hvad de forskellige værksteder beskæftiger sig med, og lørdag eftermiddag var det Tekstilværkstedets tur + sølvværkstedet og glasperler.

Vi var 3 fra Tekstil, der: 1: syede patchwork på maskine, 2: lavede små ting i læder og 3: syede lukkekant på et tæppe, syet i fællesskab af flere forskellige – og hvem mon syede lukkekanten?!

Vi delte også foldere ud om Depotgården samt gavekort på en gratis aktivitetsdag + rundvisning på værkstederne.

Der var mange interesserede. Og for mig var det meget hyggeligt, at mange, som kender mig fra puttetæpper el.a., stoppede op og fik en hyggelig snak!

Det var en god idé, at jeg tog derud i går helt for mig selv og fik set hele messen, så kunne jeg sidde stille og koncentrere mig om at sy i dag!

Så nu kan jeg bare slappe af i morgen – og er helt fri for de helt enorme bilkøer på vejene derud! Det er virkelig fantastisk, at så mange messe-deltagere danner propper på alle tilkørselsveje – helt fra den fynske side af Lillebælt, forlød det.

En ægtemand her fra byen kørte sin kone derud kl 10.30, han var 7 kvarter om at komme hjem igen! Jeg var mere heldig, for da jeg kørte derud kl. 12.30 kørte jeg stille og roligt helt uden kø, og så var jeg jo heldig i dag, hvor jeg som udstillingsdeltager kunne parkere bag hallen. For de store P-pladser på alle sider af hallen og på den anden side af vejen var totalt proppede!

Så det tegner til at være en god messe!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *