Det er den sjoveste julefrokost, jeg har været med til her i vores Senior-andelsboligforening!
Det var også dejlig mad, vi fik, fra en slagter på 6. julivej – der var lige det, vi kunne spise og rigeligt af det. I vores alder er der grænser for, hvor mange retter, vi kan klare. Vi fik dejlige spegesild, rigtig lækre rødspættefileter, æg+rejer, “vri’ekål”/julekål med ribbensteg og frikadeller, lun leverpostej m champignons og bacon og ris a la mande.
Og før kaffen spillede vi pakkeleg. Det er en tradition, men det har ikke altid været så sjovt, som det var i år! Bordet blev helt ryddet og pakkerne lagt ud.
Vi har andre år ikke haft så mange pakker, men vi havde fået besked på at have mindst 2 pakker med pr. mand.
Vi spillede med 2 bægre og 2 terninger i hvert, og så måtte vi tage en pakke for alle seksere, vi slog, altså også, hvis der 2 seksere på én gang.
Det gav mange flere muligheder for at tage pakker, og jeg skal da love for, at der blev rendt rundt om bordet for at hugge pakker fra hinanden – der blev også givet hjælp til dem, der ikke var så hurtige til bens! – der blev grinet, råbt, hujet og “truet”, og “stjålet” – men først og fremmest grinet! Det var rigtig sjovt. Pakkerne har det jo med at hobe sig op foran enkelte, mens andre ingen får – og pludselig er det bare omvendt!