Da Diki og jeg var næsten hjemme efter en hyggelig eftermiddagstur – hvor han mødte flere af sine venner – skete der noget ubehageligt lige foran os: En hurtigkørende bil påkørte en kat midt på vejbanen – den var på vej over vejen, og bilisten har sikkert ikke haft en chance for at undgå den! Jeg så vist egentlig ikke selve påkørslen, men jeg hørte bumpet, og jeg så og hørte kattens skrigende vælten rundt og kravlen væk fra vejen. Det lignede mest en slange, der fra side til side snoede sig lynhurtigt hen over vejen, ind under et plankeværk og væk under nogle buske.

Det så voldsomt ud, og jeg er sikker på, at den var slemt tilredt, men væk var den.

Der dukkede et par op, som var på vej til deres bil på Pizzariaets P-plads, de var lige så rystede som jeg. Men også meget vrede på bilisten.

“Han kørte jo bare sin vej, og han kan ikke have undgået at mærke bumpet! Sådan noget svineri”, sagde den unge mand, “han kører bare fra det!” Ja, det gjorde han, og han burde have stoppet og set, hvad der var sket.

Personligt nåede jeg at tænke: “hvad skal jeg gøre, jeg kan ikke håndtere en vild og såret kat”, før det unge par kom til.

Så der var ingen, der ledte efter katten i de tilstødende haver, og det kan godt give mig lidt dårlig samvittighed. Men jeg kunne ikke selv have taget livet af den eller bragt den til en dyrlæge.