Der pakkes tæpper!

Helt bogstaveligt: jeg har sved på panden! Jeg pakker tæpper til Julemærkehjemmet Liljeborg, Roskilde, som indvies officielt i morgen.

De 2 store sække til højre indeholder 14 sengetæpper, som opholder sig her hos mig. Der er på nuværende tidspunkt syet 27 sengetæpper færdige (af ialt 56), de øvrige har Rita og Karin, som sammen med mig udgør styregruppen i Projekt Puttetæpper, med, når vi mødes i Roskilde i morgen kl 9!

Alle de andre tæpper er puttetæpper, hvoraf jeg nu skal til at pakke dem, som jeg skal have med. Ialt giver Projekt Puttetæpper 48 puttetæpper til Liljeborg som indflytningsgave til de 48 børn – eller til kommende børn, de nuværende har vist allerede fået deres tæpper.

Jeg skal tidligt op i morgen for at kunne være i Roskilde, inden P-pladsen bliver lukket af kl. 9 – vi skal jo gerne have tæpperne der ind! Men det er sikkerhedshensyn, fordi Kronprinsesse Mary kommer og indvier hjemmet – det første nye julemærkehjem siden 1962! Det er stort !

Og kun pga en ikke bare velhavende, men også velmenende kvinde, der har betalt det hele: Winnie Liljeborg, tidl. Pandora Smykker. Jeg glæder mig virkelig over, at hun vil bruge sine penge på  et julemærkehjem, der vil gavne mange, mange børn, der trænger til hjælp!

Vi fik puslespillet til at gå op – den ene af os 3 tager til Sjælland allerede i dag og besøger et andet hjem med en STOR stak tæpper! (Foruden dem, hun har med til Roskilde – de kan vist næsten ikke være i bilen!). Vi andre 2 kører sammen fra Nyborg med de tæpper, vi har pakket, og for at vi kan nå det, skal jeg køre her fra kl. 6.30!

Så Diki er taget på ferie hos familien – det er dejligt, at det kan lade sig gøre. Christian, som i dag har afsluttet sit skoleophold i Viborg, kom og hentede ham og hans seng og mad mm, så jeg kan koncentrere mig om at pakke – og ikke skal ud og lufte ham i morgen tidlig. Christian havde en dejlig nyhed: han sluttede med et 12-tal i et mundtlgt fag, det mundtlige er ellers ikke hans styrke, så det var rigtig godt. Nu søger han en praktikplads, det er ikke så nemt!

Jeg glæder mig virkelig meget – til at se det flotte hjem, som dels er en ældre, meget smuk býgning, som er restaureret, dels en nybygning, hvor børnene bor. Det skal nok blive en flot og festlig indvielse, og vi er meget glade for at være inviteret.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *