Lige hjemkommet efter at have overværet premieren på Fredericia Gymnasiums musical “Love at First Site”, må jeg indrømme, at de er dygtige, de unge mennesker, amatører som de jo er.
Skuespillere/sangere, dansere, orkester, kor, lys og lyd, kostymer, sminkører – allesammen er gymnasieelever fra de 3 klassetrin, og alle har knoklet i måneder og har fået et fantastisk resultat!
Indrømmet: emnet er jo ikke lige for min alder! Men jeg kan sagtens følge med i det flygtige liv på de sociale medier, hvor alt er kunstigt, og det bare gælder om at gøre sig gældende online! Men det var så flot illustreret, at man ikke kunne undgå at leve med i stykket og rollerne, som blev spillet imponerende godt!
Gymnasiet spiller musical hvert 3. år, så har alle elever chancen for at deltage på et af de år, de er på skolen. Sidste gang, for 3 år siden, var Christian med, han var på lys/lyd og video effekter og gjorde det godt.
Denne gang var Christina, som nu går i 2. g. med i koret, og hun har haft en herlig tid med prøver.
Jeg kan godt forstå, at Rektor sluttede af med taksigelser til alle, også personalet, som har måtte leve med i alle forberedelserne. God fornøjelse til dem, der skal se forestillingen de næste 2 dage!