På vej i seng – på badeværelset – hvad er det for en mærkelig lyd? Det lyder som noget vand, der risler! Jeg kan ikke se noget, det kommer ikke fra toilettet, men jeg prøver at lukke “teknikskabet” op, hvor varmtvandsbeholder og alle rør sidder – og der er er det! Vandet risler ned langs nogle rør.
Den slags er slet ikke noget, jeg er vant til at håndtere, men der må vel være en hovedhane, jeg kan lukke for indtil i morgen? Der er 2 blå håndtag, og jeg forsøger at lukke for det, der sidder nærmest det rislende vand – men det skulle jeg ikke have gjort! Jeg kan næsten ikke rykke det, men pludselig tager vandet fart og styrter ned på gulvet inde i skabet!
Hvad gør jeg? Jeg ringer til ældstesønnen, som heldigvis ikke var gået i seng, og det var Christian heller ikke, så han kan køre sin Far herover – der gik ikke mange minutter! I mellemtiden samlede jeg vand op i 2 små skåle – gulvspanden kunne ikke komme derind, så jeg tømte de 2 skåle over i spanden så hurtigt, jeg kunne. Der blev 3 hele spande fulde, før de nåede frem, udover det, der løb på gulvet. Men heldigvis er der afløb til vaskemaskinen lige ved siden af, så det forsvandt (det var jeg slet ikke sikker på).
Sønnen fandt hurtigt de 2 håndtag og fik dem lukket, så der er lukket helt af for vandet nu. Han mente, at det var en rørforbindelse, der var flækket.
Så nu må jeg klare mig med den spand vand, jeg ikke har smidt ud, til toilettet, og det vand, der er i el-kedlen til at børste tænder i! Og så få fat i en VVS’er i morgen tidlig!
Det er dejligt, jeg har hjælp tæt på, for alle naboerne sover jo! Puh – ha! Jeg skal lige sunde mig, jeg fik helt hjertebanken, og sveden sprang på panden.