Udskiftning

Min næsten 20 år gamle opstammede, røde rose, som i alle årene har stået i en meget stor, blå krukke, først på terrassen i Brædstrup, nu ved indgangspartiet ved mit tille hus, havde ikke meget liv efterhånden!

Jeg havde købt 2 nye, mindre roser, meget dejligt duftende, hos Jens i Sommerblomster.dk, og han havde fortalt mig, at jeg godt kunne plante dem i samme krukke (hvor der havde været en rose før), bare jeg skiftede al jorden ud!

Det kunne jeg nok bare ikke selv, men altid hjælpsomme Christian mente godt, at han kunne!

Så efter en tur til Davidsen efter 2 x 50 l plantejord og et par kraftige havehandsker til Christian, gik vi i gang.

Jeg forberedte Christian på, at det nok ikke var så nemt at få den gamle rose op af krukken, og jeg havde fundet grensaksen frem og var klar med en spade, fordi Jens havde forklaret, at man kunne skære jorden i stykker for at få den op.

Men Christian tog lige fat i rosen og trak den op af jorden! Der var godt nok ikke meget rod ved, den har simpelthen været ved at dø af ælde! Så den blev lige klippet i 2 stykker og smidt i den grønne spand!

Og så gik vi i gang med at skovle jorden op af krukken. Den var helt forbavsende porøs og lækker, med legasten imellem. Den var fyldt med myrer, det var der ingen af os, der var vilde med. Men jeg sprøjtede dem med insektmiddel, og så blev jorden lagt i 2 plastikposer, som blev snøret til med myrer og larver og det hele, så kan den blive spredt ud i baghaven senere, der er jorden nemlig stiv og meget lidt næringsrig!

Nu er krukken fyldt med 100 liter plantejord! Og de 2 roser er plantet. De er meget kønne – orangerøde, der bliver til lyserøde, og så dufter de helt fantastisk. Det er da dejligt lige ved entrédøren!

Godt arbejde!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *