6. november 2018 – i dag er det 9 år siden, Søren døde!
Hvor bliver tiden af – 9 år, det er længe! Min Mor levede 11 år efter Fars død, min svigermor overlevede sin mand med 30 år! Jeg kan huske, jeg tænkte på, hvordan man klarede at være alene så længe?
Men selv om Søren altid vil være i mit hoved, og jeg tænker på ham hver dag, og ja – der er et savn. Så er sorgen afklaret for længst, og jeg har det fint alene. Men jeg er jo også, modsat min Mor, udadvendt og social, har mange interesser og er stadig i stand til at tage initiativer.
Og med min elskede lille Diki som dagligt selskab – så er der én at snakke til 😉 – så har jeg det jo godt!
Men en tanke til Søren vil jeg sende i dag – og så igen – igen være glad for, at hans sygdom ikke trak endnu længere ud med de smerter, det gav.
Hvil i fred!
et knus skal du have kære Hanne, du gör det så godt.
kh.fra Island
Frida
Tusind tak, Frida!
Hej Hanne, ja så er det også 9 år siden jeg begyndte at læse din blog, og det har været 9 gode år. Dine blogindlæg er altid interessante og vedkommende, og jeg beundrer din store flid og dit engagement. Jeg vil ønske dig mange gode år. Mange kærlige hilsner Hanne Wolff
Tak Hanne Wolff!
Har også tænkt på far mange gange i dag. Og tænkt på hvor godt det var at være hos ham i den sidste tid. Man ved jo ikke at den nat blev det sidste, men bagefter er det rigtigt godt at vide at han ikke var alene, og at vi var hos ham dag og nat.
Ja Helle, det var godt! Her omkring denne dato går jeg sommetider tilbage på her bloggen og læser indlæggene fra dengang. Om hvordan vi fik ham hjem, og hvordan vi nussede om ham. Det er godt at huske!