Jeg fik hentet min store symaskine, som har været til service hos Kyndbøl i Odense – det bliver dejligt at få den i brug igen. Men jeg har klaret mig med min lille “kursus-maskine”, som syr rigtig fint, den har bare ikke de samme muligheder.
Det er fint vejr i dag til at køre på motorvejen, bortset fra, at solen står meget lavt, så der skulle både solskærm og solbriller til – men det er jo en luxus!
Jeg snøvler ikke af sted, når jeg kører på motorvej, kører med den fart, der er tilladt, holder til højre for det meste og opfører mig ordentligt.
Men så lægger jeg jo også mærke til dem, der ikke gør det! F.eks. en bil, der kørte foran mig et stykke vej og overhalede, som det faldt – men konsekvent undlod at blinke ud og ind! Sådan noget irriterer mig!
Det gjorde det også, da jeg kørte ind på hjemligt territorium, hvor en bybus holdt og læssede af og på lige før Brugsen, hvor jeg skulle ind og købe lidt ind. Så jeg holdt pænt bagved den og ventede, til den blinkede ud og kørte igen. Det gjorde et par cyklister også, de var stået af cyklerne og ventede også. MEN da de kunne køre igen, havde en ene, en ung pige, svært ved at komme op på cyklen og var tæt på at vælte ind foran min bil. Ingen fare – jeg holdt bare igen, men hun blev nok forskrækket! Og hvad gjorde hun så: truede ad mig! Jeg kunne se, at hendes problem var, at hun skulle holde en krykke, samtidig med, at hun holdt i styret og skulle op på cyklen. Jamen, hvad sker der lige? Hun var godt nok tæt på min køler, men jeg holdt pænt igen, og der skete ikke noget, hvad brokker hun sig så over?
Sommetider er cyklister frygtelig hidsige og krævende i trafikken!
Ja, så er det en skam man ikke må dele ørefigner ud mere, men jeg syntes ellers du klarer dig godt, når man tænker på, hvordan du farer/kører land og rige rundt, og med al respekt, så er du jo ikke 17 år længere. Men det skulle man ellers tro, med den energi du stadig har til at sy, strikke og alt det andet………….
Jeg vover mig ikke så langt omkring mere.
Gode hilsener fra Diana